Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
?
48 JOSEPH CONRAD
der med en Bog, mindedes han sin Moder — som ogaa nu
var død og borte — en bestemt Kone, der efterladi som Enke
i smaa Kaar havde givet ham en meget striks Opdragelse.
Det kunde ikke have varet mere end et Sekund, maaske
ikke engang saa længe. En tung Arm havde lagt sig paa
hans Skuldre; Kaptajn Mac Whirrs Stemme raabte hans
Navn ind i hans Øre.
„Jukes! Jukes!“
Han mærkede en dyb Uro i Tonen. Blæsten havde kastet
sin Vægt imod Skibet og stræbte at nagle det ned mellem
Bølgerne. De skyllede helt henover det, som over et dybt
svømmende Stykke Træ; og Bragenes opsamlede Vægt truede
uhyggeligt agterfra. Braadsøerne kastede sig ud af Natten
med et uhyggeligt Lysskær paa deres Kamme — Skæret af
Havskum, som i et rasende, kogende blegt Glimt viste over
Skibets slanke Skrog hver enkelt Bølges taarnende Anfald,
Sammenstyrten og sydende vanvittige Fremadjagen. Ikke et
Øjeblik kunde det ryste sig klar af Vandet; Jukes stod stiv og
følte i dets Bevægelser et ildevarslende Tegn paa en Flyden
paa Lykke og Fromme. Det kæmpede ikke længer en
fornuftmæssig Kamp. Det var Begyndelsen til Enden; og
Klangen af Travlhed og Uro i Kaptajn Mac Whirrs Stemme
kvalmede ham som en Fremvisning af blind og ødelæggende
Daarskab.
Stormens Forhekselse havde grebet Jukes. Han var
gennemtrængt af den, opfyldt af den; han havde slaaet Rod i
den med en Stivhed af stum Opmærksomhed. Kaptajn Mac
Whirr blev ved med sine Raab, men Vinden skar sig ind
imellem dem som en solid Kile. Han hang omkring Jukes’
Hals saa tung som en Møllesten, og pludselig slog deres
Hoveder sammen.
„Jukes! Jukes, hører De!“
Han maatte besvare denne Stemme, der ikke vilde lade
sig bringe til Tavshed. Han gjorde det paa den sædvanlige
Maade: „Ja vel, Hr. Kaptajn.“
Og straks efter gjorde hans Hjerte, der var angrebet at
Stormen, der vækker et Krav efter Fred, Oprør imod
Opdragelsens og Kommandoforholdets Tyranni.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
