- Project Runeberg -  Tajfun /
71

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



TAJFUN 71

og det blev altsammen kastet ind i Bunkeren: Klæder,
sønderslaaet Træ, ituslaaet Porcelæn, og Dollarstykkerne i
Trøjelommerne kom med. Nu og da saá man en Matros stavre
hen imod Døraabningen med Favnen fuld af Ragelse, og fra
den sammenbundne Række fulgtes han af ynkelige,
smertefyldte Blikke.

Hver Gang Skibet rullede, svajede Himlens Sønner fremad
og tilbage, og under de pludselige Duvninger stødte den lange
Række Skaldepander mod hverandre, saa Stødet forplantedes
fra den ene Ende af Rækken til den anden. Naar Vandets
Plasken, medens det skyllede hen over Dækket, hørte op et
enkelt Øjeblik, forekom det Jukes, der sitrede over hele
Kroppen som Følge af Anstrengelse og Ophidselse, at han
under sin vanvittige Kamp hernede paa én eller anden Maade
havde overvundet Stormen, og at der var falden Stilhed over
Skibet, en Stilhed under hvilken man hørte Bølgerne med
Tordenbulder hamre imod Skibets Sider.

Nu var der blevet ryddet op paa Mellemdækket, alt
„Braset“ — som Matroserne sagde — var blevet kastet ud. De
stod oprejste, men vaklende foran den dinglende Række af
Hoveder og hængende Skuldre. Hist og her var der en Kuli,
der hulkende snappede efter Vejret. Hvor Lyset faldt skarpt
hen over Rækken, kunde Jukes se de fremstaaende Ribben
hos én, det gule længselsfulde Ansigt hos en anden, saa et
Par bøjede Hoveder og dernæst et Par stive, stirrende Øjne,
der var rettede lige mod ham selv. Han var forbavset over,
at der ingen døde havde været blandt Kineserne, men de
fleste af dem saá ud, som om de var lige ved at drage deres
sidste Suk, og han syntes, de saá langt mere elendige ud,
end om de alle havde været døde.

Med ét var der en af Kulierne, der begyndte at tale. Lyset
kom og gik hen over hans magre, forpinte Ansigt, og han holdt
Hovedet opad som en gøende Hund. Inde fra Bunkeren hørte
man Lyde af Hamren og Banken og derimellem Klingren af
enkelte Sølvdollarstykker, der rullede hen over Dækket.
Kulien strakte Armen frem, Munden blev et dybt, sort Hul,
og de uforstaaelige Strubelyde, der ikke syntes at høre til
noget menneskeligt Sprog, gav Jukes en Følelse, som om
han hørte et Vilddyr prøve paa at være veltalende.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0073.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free