- Project Runeberg -  Tajfun /
98

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

7

98 JOSEPH CONRA

til, at hun kunde tænke sig at ønske noget bedre. Saa var
det, at hun blev forelsket. Det kom ganske stille,
uimodstaaeligt over hende — hun kunde maaske slet ikke afværge det.
Forelskelsen kom langsomt, men da den endelig kom,
virkede den som en mæglig Tryllekraft, det var den Slags
Kærlighed, man hører om i Oldtiden. Det blev hendes Skæbne,
at hun blev forfulgt og betaget af et Ansigt, af et andet
Menneskes Nærværelse, ganske som om hun havde været en
hedensk Afgudsdyrker, der tilbad Skønheden under en lykkelig
Himmel — for derpaa til Slut at vaagne op fra denne
ufattelige Selvforglemmelse og Fortryllelse som Følge af en Angst,
der lignede den uforklarlige Rædsel, man kan føle for et
Udyr . .

Nu ved Solnedgang fik hele Egnen et storslaaet og
alvorligt Præg. Fra de tavse Marker var det, som om en alt
gennemtrængende Sørgmodighed løsgjorde sig under sagte,
alvorlig Musik. De Mænd, vi mødte, gik forbi med nedslagne
Øjne og uden det mindste Smil om deres Mund, ganske som
om den haardt betyngende Jord gjorde deres Gang saa
besværlig og tung, bøjede deres Rygge og drog deres Blikke
nedad.

„Ja,“ svarede Doktoren, da jeg havde meddelt ham mit
Indtryk, „man skulde tro, at der hviler en Forbandelse over
Jorden, siden disse af dens Børn, der klynger sig allermest
til den, er uskønne og klodsede af Skikkelse og har en saa
blytung Gang, som om deres Hjerter var besværede af tunge
Lænker. Paa Vejen her havde De imidlertid dengang
mellem alle disse tunge Mandsskikkelser kunnet se en høj og
slank, graciøs Skikkelse, der var rank som en Gran og som
havde noget opadstræbende i hele sin Fremioning, som om
Hjertet havde jublet og danset i ham. Maaske var det kun
den stærke Modsætning, der gjorde det, men naar han gik
forbi en af Beboerne her, var det, som om hans Fodsaaler
ikke rørte ved Vejens Støv. Han sprang over Stenterne og
gik hen over Bakkedragene med lange, spændstige Skridt,
der gjorde, at man kunde kende ham paa lang Afstand, og
hans Øjne var sorte og lysende, Han var saa forskellig fra
Racen her omkring, at han med sine utyvungne Bevægelser,
sin yndefulde Holdning og olivenmørke Hudfarve gav mig et




<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0100.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free