- Project Runeberg -  Tajfun /
101

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



AMY FOSTER 101

paa. Senere opdagede vi, at han ikke engang vidste af, at
Skibe havde Navne — „ligesom kristne Mennesker“, og da
han en Dag saá hele Havet foran sig oppe fra Toppen af
Talfourd Hill, søgte hans Blik langt, langt bort med et Udtryk
af vild Overraskelse, som om han aldrig før havde set et
lignende Syn. Det havde han vist heller ikke. Saa vidt som
det var mig muligt at faa fat paa Sammenhængen, var han
blevet puffet om Bord paa en Udvandrerdamper, der laa i
Elbmundingen. Han havde været alt for forvildet til at lægge
Mærke til sine Omgivelser, for træt til at se noget som helst
og for bekymret til at bryde sig om noget. De blev drevne
ned paa Mellemdækket, og Lugerne blev skalkede allerede
ved Rejsens Begyndelse. Det var en lav Tømmerbygning —
sagde han — med Træbjælker under Loftet ligesom hjemme
i hans eget Land, men man kom ned i Bygningen ad en
Stige. Det var et meget stort, men ogsaa meget koldt, fugtigt
og skummelt Sted, hvor de Folk, der var der, maatte sove i
Trækasser, der var anbragt i to Lag, og hele Tiden gyngede
hele Rummet. Han krøb op i en af Kasserne og lagde sig
der i de Klæder, hvori han for mange Dage siden havde
forladt sit Hjem, og han holdt sin Byldt og sin Stok trykket fast
ind til sig. Der var Mennesker, der jamrede sig, Børn, der
sræd, Vand, der dryppede og Lys, der gik ud. Væggene gav
sig og knagede, og alt blev i den Grad rystet omkring, at han
laa i sin Kasse og ikke tænkte paa at løfte Hovedet. Han
havde tabt sin eneste Kammerat af Syne (en ung Mand fra
samme Dalstrøg, sagde han) og hele Tiden hørte man en
forfærdelig Larm af Blæst, og der faldt tunge Slag mod Skibet
— Bum! Bum! Han blev saa forfærdelig syg, at han
endogsaa glemte at fremsige sine Bønner. Det var heller ikke
muligt at vide, om det var Morgen eller Aften. Det var, som
om det var Nat hele Tiden.

Før denne Sejlads havde han kørt et umaadelig langt
Stykke med Banen. Han havde set ud af Vinduet, der bestod
af ét eneste vidunderligt klart Glas, og Træerne, Husene,
Markerne og de lange Veje syntes at hvirvle rundt, indtil det
svimlede for ham. Han søgte at forklare mig, at han paa
Rejsen havde set utalte Menneskeskarer — hele Nationer —
der alle havde været klædte, som de rige klæder sig. En

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0103.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free