- Project Runeberg -  Tajfun /
105

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

g
AMY FOSTER 105

ter, der kom i Omløb og holdt sig længe efter hans Ankomst,
véd vi, at Fiskerne i West Colebrook var blevet foruroligede
af en stærk Banken paa deres Hytters Plankebeklædninger,
og at de havde hørt en Stemme, der udraabte mærkelige,
gennemirængende Ord ude i Nattemørket. Der var ogsaa
adskillige af dem, der gik udenfor, men han maa sikkert være
flygtet af Skræk for de barske, vrede Stemmer, hvormed de
prajede hverandre i Mørket. En Slags vanvittig Rædsel maa
have hjulpet ham op over den stejle Norton Hill. Der er
ingen Tvivl om, at det maa have været ham, Fragtmanden fra
Brenzett saa ligge i Græsset — rimeligvis besvimet af
Udmattelse. Fragtmanden sprang virkelig ned fra Bukken for
at se bedre efter, men trak sig hurtigt tilbage, da han blev
forskrækket over den fuldkomne Ubevægelighed hos den
underligt udseende Landstryger, der sov saa roligt trods
Regnvejret. Da det blev højlys Dag, kom der nogle Børn farende
ind i Skolestuen i Norton, og de var saa forfærdede, at
Lærerinden gik ud og skændte paa „en væmmelig“ Mand ude paa
Vejen. Han trak sig nogle Skridt bort med hængende
Hoved og løb saa pludselig sin Vej med en rent ud forbavsende
Fart. Bradleys Mælkekusk lagde ikke Skjul paa, at han
havde langet ud med Pisken efter en sorthaaret Fyr, der
pludselig var sprunget frem paa Vejen og havde snappet efter
Ponyens Hovedtøj. Og det var en rigtig god én, han langede
ud, sagde han — den ramte ham lige tværs over Ansigtet og
fik ham til at fare adskilligt hurtigere ned i Grøften igen,
end han var kommet op, men Hesten løb da en god halv Mil,
før han fik den standset. Det er muligt, at den stakkels Fyr
i sine fortvivlede Bestræbelser for at faa Hjælp og komme i
Forbindelse med nogen, havde søgt at standse Vognen. Der
var ogsaa tre Drenge, der bagefter tilstod, at de nede i
Hulvejen ved Kalkovnene havde kastet Sten efter en
Landstryger, der var helt vaad og tilsølet af Mudder, og som vistnok
var drukken. Det var, hvad man i mange Dage talte om i tre
Landsbyer, og vi har Fru Finns uangribelige Beretning om,
at hun saá ham kravle over den lave Mur omkring
Hammonds Svinefold og slingre hen imod hende, idet han
plaprede op med en Stemme, der var tilstrækkelig til at faa Folk
til at dø af Skræk. Da hun havde Barnet med sig i en
Barne







<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0107.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free