- Project Runeberg -  Tajfun /
114

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.







?

114 JOSEPH CONRAD

Det var de Mennesker, han havde at holde sig til, og det
var som om en overvældende Følelse af Ensomhed sank ned
over ham fra denne Vinters blygraa Himmel, der saa godt
som aldrig havde et Glimt af Sol. Alle Ansigter omkring
ham var alvorlige eller bedrøvede. Han kunde ikke tale til
nogen og havde intet Haab om at komme til at forstaa nogen.
Det var først nogle Aar efter, han fortalte mig derom, og
han sagde, det havde forekommet ham, at det var Ansigter fra
en anden Verden, han saá omkring sig — døde Menneskers
Ansigter. Jeg begriber slet ikke, at han bevarede sin
Forstand. Han vidste ikke, hvor han var. Et eller andet Sted
langt borte fra de hjemlige Bjerge — paa den anden Side af
Havet. Han tænkte, om det muligt kunde være Amerika.

Han fortalte, at hvis han ikke havde set det Staalkors,
Frøken Swaffer gik med, vilde han slet ikke have vidst af,
om han i det hele taget var i et kristent Land. Han dristede
sig til at se flygtigt hen paa hendes Kors, og det trøstede ham.
Der var intet her, som hjemme i hans eget Land. Jorden
og Vandet var forskellige derfra, og ved Vejkanterne saá
man ikke noget til Frelserens Billede. Om det saa var selve
Græsset, var det anderledes, og det samme var Tilfældet med
Træerne. Alle Træerne med Undtagelse af de tre gamle,
norske Graner paa den lille Plæne foran Swaffers Hus, og de
mindede ham om hans Hjemstavn. En /Aften, da
Tusmørket var falden paa, fandt man ham staaende med Panden
bøjet ind mod en f Granstammerne, og han stod der og
hulkede og talte til sig selv. Han fortalte mig, at de Træer havde
været ligesom Brødre for ham. Ali andet var ham saa
besynderligt. Naar han ikke kunde sove om Natten, laa han
og tænkte paa den Pige, der havde givet ham det første
Stykke Brød, han havde spist i dette fremmede Land, Hun
havde hverken været ond eller vred — og heller ikke bange.
Han huskede hendes Ansigt som det eneste forstaaelige
imellem alle de andre, der var som de tillukkede
hemmelighedsfulde og stumme Ansigter hos de døde, der véd Besked med
det, der er ufatteligt for de levende. Jeg gad vide, om det var
Erindringen om hendes Medfølelse, der hindrede ham i at
skære Halsen over paa sig selv. Naa, jeg sidder vist og
fantaserer som en gammel sentimental Skabning og husker ikke


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0116.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free