- Project Runeberg -  Tajfun /
116

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



J

116 JOSEPH CONRAD

korse sig, inden han iog fat. Jeg tror ogsaa, at det var fra
den Dag, at Swaffer begyndite at udbetale ham en
regelmæssig Løn.

Jeg kan ikke helt følge hans Udvikling Skridt for Skridt.
Han fik sit Haar klippet kort, man saá ham i Landsbyen og
paa Vejen, naar han gik til og fra sit Arbejde, og Børnene
holdt op at raabe efter ham. Han fik Øje for visse sociale
Uligheder, men i lang Tid forstod han ikke Kirkernes nøgne,
fattige Indre i saa rigt et Land. Han fattede heller ikke,
hvorfor de var lukkede de søgne Dage. Der var jo intet at
stjæle derinde. Var det da for at hindre Folk i at bede altfor
ofte? I Præstegaarden interesserede man sig meget for ham
paa den Tid, og jeg tror, de unge Damer forsøgte at forberede
hans Omvendelse. De kunde imidlertid ikke vænne ham af
med at korse sig, men han gik dog saa vidt, at han tog den
Snor af, han bar om Halsen, og hvorpaa der var anbragt et
Par Messingmedailler, et lille bitte Metalkors og et firkantet
Skapular. Han hængte det hele op paa Væggen over Sengen,
og man hørte ham stadig hver Aften fremsige Fadervor med
uforstaaelige Ord og i en langsom, indtrængende Tone
saaledes, som han, saa længe han havde levet, havde hørt sin
gamle Fader fremsige det hver Aften, medens hele
Familien, store og smaa, laa paa Knæ. Skønt han gik klædt i
Korduroy, naar han arbejdede, og om Søndagen bar et
færdigsyet, graabrunt Sæt, var han dog saaledes, at Folk vendte
sig og saá efter ham. Det fremmedartede ved ham var
ejendommeligt og uudsletteligt, og de kom aldrig til at vænne sig
til ham. Hans hurtige, lette Gang, den mørke Hudfarve,
Hatten, der altid sad paa Snur, hans Sædvane i de varme
Aftener at bære Jakken paa den ene Skulder som en Husars
Dolman, hans Maade at sætte over Stenterne paa i ét Spring
— gldeles ikke for at vise nogen Behændighed, men fordi det
faldt ham naturligst — alt dette var i og for sig altsammen
tilstrækkelig Anledning for Landsbyens Folk til at føle sig
krænket og vise ham Ringeagt. Naar de havde Middagshvile,
laa de paa Ryggen i Græsset og stirrede op mod Himlen.
Det faldt aldrig dem ind at vandre rundt paa Marken og
skrige op. Jeg har mangen Gang hørt hans høje Stemme
lyde over en eller anden Bakkekam, bag hvilken Faarestien


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0118.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free