- Project Runeberg -  Tajfun /
124

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

i
V



124 JOSEPH CONRAD

Tavshed og Ubevægelighed, og saa raabte han utaalmodigt:
„Vand! Giv mig Vand!“

Han sprang op, greb Barnet og stod stille. Han talte til
hende, og hans lidenskabelige indtrængende Ord forøgede
kun hendes Angst for denne besynderlige Mand. Jeg tror,
han talte længe til hende, skiftevis bønfaldt han hende og
befalede hende at bringe ham Vand, og han begreb ikke
hendes Opførsel. Hun siger, at hun holdt det ud, saa længe det
var hende muligt. Og saa fik han et Anfald af Raseri.

Han satte sig op og skreg kun ét eneste, frygteligt Ord.
Saa stod han op, fortalte hun, som om han slet ikke havde
været syg. Og i sin Febervildelse, Fortvivlelse og Harme
søgte han at komme om til hende paa den anden Side af
Bordet, men hun lukkede Døren op og løb sin Vej med
Barnet paa Armen. Hun hørte ham kalde paa hende to Gange
— med en skrækkelig Stemme — og hun ilede endnu
hurtigere af Sted. De skulde have set den Skræk, der den Nat
fik hende til at løbe den lange Vej hen til Forældrenes Hus.
Jeg saá det hele genspejlet inderst inde i hendes sløve Øjne
den næste Dag.

Det var mig, der fandt ham liggende paa Maven med
Ansigtet ned i en Vandpyt lige uden for den lille Stakitlaage.

Jeg var den samme Nat blevet kaldt ud til et meget
alvorligt Sygdomstilfælde i Landsbyen, og det var ved Daggry, jeg
kom forbi Yankos Hus. Døren stod aaben, og min Kusk
hjalp mig med at bære ham ind. Vi lagde ham paa Lejet
inde i Stuen. Lampen oste, Ilden var gaaet ud, og den kolde
Natteluft strøg hen langs Væggens gule Tapetpapir. „Amy!“
raabte jeg højt, men min Stemme tabte sig i Tomheden i det
lille Hus, som om jeg havde raabt ud i en Ørken. Han
aabnede Øjnene. „Hun er borte,“ sagde han tydeligt. „Jeg havde
kun bedt hende om Vand — kun en lille Smule Vand ...“

Han var tilsølet af Mudder. Jeg dækkede ham til og stod
stille og iagttog ham. Nu og da opfangede jeg et besværligt
fremstammet Ord. Det var ikke længer i hans eget Sprog.
Feberen havde forladt ham og havde taget Livets Hede med
sig. Som han laa der og aandede hurtigt, medens Øjnene
skinnede, mindede han mig atter om et vildt Dyr, der var
fanget i et Net, eller en Fugl, fanget i en Snare. Hun havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free