Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
h
i
/
„
136 JOSEPH CONRAD
vis Schomberg, anbefalede mig en Kineser. Schomberg, en
mørk, skægget Elsasser og en værre Sladderhank, forsikrede
mig, at Fyren var, som man skulde være. „Det er en første
Klasses Boy. Han var med i Hans Excellence Tsengs Følge
— den Kommiterede, De véd? — Hans Excellence Tseng
boede hos mig i tre Uger.“
Han smagte ligefrem paa denne kinesiske Excellence,
skønt det Eksemplar af Følget, jeg her fik overladt, ikke saa
videre lovende ud. Dengang vidste jeg endnu ikke, hvilken
upaalidelig Mand, Schomberg var. Boy’en kunde lige saa
godt være hundrede og fyrretyve Aar gammel som fyrretyve
— disse Kinesere af Dødningehovedtypen er jo alle éns i
Ansigterne og fuldstændig uudforskelige. Inden der var gaaet
tre Dage havde han imidlertid afsløret sig som en afgjort
Opiumsrøger, Spiller, Tyveknægt og første Klasses
Distanceløber. Da han i flyvende Fart forsvandt med toogtredive
gyldne Pund Sterling af mine egne surt fortjente Penge, var
det mit sidste Halmstraa, der forsvandt. Jeg havde gemt
disse Penge som en Nødhjælp. Da de nu var borte, følte jeg
mig lige saa fattig og nøgen som en Fakir. Jeg klyngede mig
til mit Skib, skønt det jo kun voldte mig Ærgrelser, men der
var alligevel én Ting, der var mig uudholdelig: de lange,
ensomme Aftener nede i Kahytten, hvor Luften, der blev
forpestet af en utæt Lampe, tillige blev sat i dirrende Bevægelse
ved Styrmandens Snorken. Fyren lukkede sig inde i sit lumre
Lukaf hver Aften paa Slaget otte, og kort efter begyndte en
uafbrudt Række Lyde, der mest af alt syntes at komme fra
en vandfyldt Basun. Det var modbydeligt, at man ikke var
i Stand til at sidde og være bekymret i Ro og Fred om
Bord paa éns eget Skib. Der var ikke den Ting i Verden —
ikke engang Førerskabet af en pæn lille Bark — syntes jeg,
der ikke ved given Lejlighed kunde anvendes som
Lokkemiddel for den intetanende Forfængelighedens Aand, der bor
i Mennesket.
Under de Omstændigheder var det mig en Fryd at kunne
søge Tilflugt om Bord paa denne her Bremer, Diana. Det
syntes, som om ikke den ringeste Anelse om Verdens Syndighed
nogensinde fandt Vej ind i det Skib. Og dog færdedes
Skibet paa det aabne Hav, der jo baade er tragisk og komisk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
