Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S
FALK 137
fyldt med Rædsler og skandaløse Tilstande af en egen Art, det
Hav, der jo er befolket af Mennesker, som styres med den
jernhaarde Villie, der er en Nødvendighed, og som
uimodsigeligt er en Del af Verden. Men den patriarkalske gamle
Ballie var som et helligt Tilflugtsted og i den Grad
skudsikker mod Verdens Ondskab, at man kunde tænke sig, at det i
sin ærværdige Uskyld lagde en Dæmper paa Havets brølende
Lyster. Og dog har jeg kendt Havet alt for længe til at kunne
tro paa dets Hensyntagen til det anstændige. Elementets
Kræfter er ubekymrede i den Henseende. Det kan
selvfølgelig have haft sin Grund i Hermanns Sømandsdygtighed,
men for mig saá det ud, som om de forenede Have havde
afholdt sig fra at slaa de høje Skanseklædninger ind, løsrive
det klodsede Ror, skræmme Børnene eller i det hele taget
bringe Familien ud af dens Tilbageholdenhed. Det saá ud
som Tilbageholdenhed. Det tilkom til Slut en Mand at
foretage den ubarmhjertige Afsløring, en Mand, der var
tilstrækkelig stærk og usammensat, og som følte sig drevet til at
afsløre nogle af Havets Hemmeligheder i Kraft af sin
ligefremme og stærke Trang.
Dette skete imidlertid langt senere, og i Mellemtiden var
det, jeg hver Aften søgte Tilflugt om Bord paa det
respektable gamle Skib. Det eneste Væsen, der lod til at kende til
Bekymring der om Bord, var lille Lena, og jeg opdagede da
ogsaa snart, at hendes Kludedukkes Helbred var mer end
skrøbeligt. Samme Genstand laa paa sit Yderste i en
Trækasse, der var anbragt op imod Styrbords Fortøjnings
Klamper, hvor den blev tilset og passet med den største Omhu af
alle Børnene, der i høj Grad nød det at sætte alvorlige
Ansigter op og liste omkring paa Taaspidserne. Kun den
mindste, Nicholas, saá til med et koldt, banditagtigt Grin, som om
han aldeles ikke hørte med til den Familie. Lena var stadig
hensunken i Sorg ved sin Kasse, og de var alle yderst
alvorlige. Det var aldeles vidunderligt, som de Børn kunde
arbejde sig ind i Medfølelse for den snavsede Las, som jeg ikke
vilde have rørt ved med en Ildklemme. Jeg tænker mig, at
de opøvede og udviklede deres nationale Sentimentalitet paa
den Tingest. Jeg kunde blot ikke forstaa, at Fru Hermann
vilde lade Lena kryste og kærtegne denne Kludehistorie, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
