- Project Runeberg -  Tajfun /
139

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

FALK 139

roede lidt imellem Buskene og saá ned i et Par af Grøfterne
— men vi ventede ikke at se Fyren. Der var ikke en Lyd at
opfange, og inde mellem Sivene glimtede det slimede Vand.
Saa traskede vi langsomt den samme Vej tilbage, og jeg hørte
Hermann mumle for sig selv. „Himmell! Zwei und dreissig
Pfund!“ Han var stærkt betaget af Størrelsen af mit Tab. Det
var længe siden, vi var løbet fra Lyden af Styrmandens Raab
og Hyl.

Saa fortsatte Hermann med den Bemærkning, at hvert
Menneske havde sine Sorger, og medens vi gik videre,
bemærkede han, at han vilde aldrig have hørt noget om mine,
hvis han ikke i en ganske usædvanlig Anledning var blevet
opholdt inde i Land af Kaptajn Falk. Han kunde ikke
fordrage at blive i Land saa sent paa Aftenen — tilføjede han
med et Suk. Det sørgmodige i hans Tonefald tilskrev jeg
selvfølgelig hans Medfølelse med mit Uheld.

Om Bord paa Diana udtrykte Fru Hermanns smukke Øjne
megen Interesse og Medfølelse. De to Kvinder sad og syede i
det fulde Lampelys under det aabne Skylight. Hermann gik
selv ind, og i Døraabningen begyndte han allerede at tage
Frakken af, idet han samtidig opmuntrede mig med høje,
gæstevenlige Udraab: „Kom indenfor! Det er denne Vej,
Kaptajn!“ Og med Frakken over Armen begyndte han straks at
fortælle sin Kone hele Historien. Fru Hermann slog
Hænderne sammen, jeg smilede til Trods for min Bekymring, og
Niecen rejste sig for at hente Morgenskoene og den broderede
Kalot til Hermann, der iførte sig Tingene med Værdighed,
medens han hele Tiden vedblev at tale om mig. Der laa hele
Bølger af hvidt Tøj mellem Stolene og gentagne Gange
opfangede jeg Ordene „Zwei und dreissig Pfund.“ Saa kom
Øllet, der smagte mig vidunderligt efter det anstrengende Løb.

Jeg kom ikke derfra før efter Midnat, længe efter at de to
Kvinder havde trukket sig tilbage. Hermann havde sejlet i
de østasiatiske Farvande i over tre Aar, og hans Fragt havde
som Regel været Ris eller Tømmer. Skibet var hans eget, og
det var vel kendt i alle Havnene fra Vladivostok til Singapore.
Fortjenesten havde været beskeden, men det hele svarede sig
alligevel godt, medens Børnene endnu var smaa. I Løbet af
et Aar eller to haabede han at kunne sælge den gamle


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0141.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free