Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 JOSEPH CONRAD
til Ro, og jeg syntes, der var noget utaalmodigt i
Stemmeklangen. Fru Hermann, der sad og talte til Falk, holdt straks
op og saá uroligt hen paa sin Mand, men den unge Pige
rejste sig straks og drev Børnene foran sig ind i Kahytten. Lidt
efter maatte Fru Hermann forlade os for at dæmpe det, der at
dømme efter Spektaklet inde fra Kahytten kunde lyde som et
farligt Mytteri, Hermann smaabrummede, da hun gik sin
Vej. Falk, der nu var alene med os, sad endnu en halv Time
og var ret urolig. Nu og da sukkede han let, og til sidst —
efter at have ført Hænderne ned foran Ansigtet — rejste han
sig op. Det var, som om han ganske opgav Haabet om at
blive forstaaet (han havde ikke sagt ét eneste Ord), og han
sagde derfor paa Engelsk: „Naa ... God Nat, Kaptajn
Hermann.“ Han stod et Øjeblik stille foran min Stol og saá
bestemt ned for sig, jeg kan nok sige, at han gloede paa mig, og
han gik endogsaa saa vidt, at han mumlede noget ganske
uforstaaeligt dybt nede i Struben. Der var i alt dette noget
saa udpræget, at han første Gang vaklte en vis Interesse hos
mig. Men i næste Øjeblik skuffede han mig, thi han gik
hurtigt bort uden saa meget som et Nik.
Det skal indrømmes, at hans Væsen som Regel var
løjerligt, og jeg havde ikke lagt videre Vægt derpaa, men dette,
der som en Slags dunkel Hensigt syntes at ligge dybest nede
bag hans overlegne Ligegyldighed ganske som en snedig
gammel Karpe i en Dam, var aldrig før kommen saa nær til
Overfladen. Han havde absolut vakt Forventninger hos mig.
Det vilde have været mig umuligt at sige, hvad det var, jeg
ventede, jeg véd blot, at jeg i hvert Fald ikke ventede de
taabelige Oplevelser, han lod mig blive til Del allerede tidlig den
næste Morgen.
Jeg husker kun, at der den Aften i hvert Fald laa saa
meget i hans Opførsel, at jeg ligefrem spurgte, hvad han
kunde have ment. Hermann slog det ene Ben over det andet
og lænede sig vredt tilbage i Stolen, idet han sagde: „Den Fyr
véd ikke selv, hvad han mener.
Der kan ogsaa have ligget noget af en Oplysning i den
Bemærkning. Jeg sagde intet, og bortvendt fra mig tilføjede
han: „Da jeg var her i Fjor, bar han sig ad paa samme
Maade.“ En Tobakssky bølgede ud og indhyllede hans
Ho
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
