Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
;
e
172 JOSEPH CONRAD
røret og fik lige raabt „Kaptajn Falk.“ Det Sæt, det gav i
ham af Overraskelse, var ægte nok, men i næste Øjeblik var
han fuldkommen rolig, og han hverken smilede venligt eller
skulede til mig. Han ventede blot paa, hvad jeg vilde sige.
Da jeg saa fik sagt. „Jeg maa tale med Dem,“ og pegede paa
en Stol, kom han hen til mig, men tog ikke Plads.
Schomberg kom imidlertid stilfærdigt hen imod os med et højt, fyldt
Glas, og jeg bemærkede da det eneste Tegn til Svaghed hos
Falk. Over for Schomberg nærede han den samme Slags
Væmmelse som mange Mennesker føler ved Synet af en Tudse.
Det kan være at han, der var saa stilfærdig og optaget af sig
selv, har fundet den andens ustandselige Veltalenhed, der
ligesom greb fat i hvert eneste Menneske, unaturlig og
afskyvækkende. Han viste pludselig Uro — præcis som en Hest,
der vil stejle eller gaa bag over — og idet han hurtigt og
forpint mumlede: „Nej, jeg kan ikke udholde den Fyr,“ var han
lige paa Nippet til at fjerne sig. Der fik jeg en Fordel lige fra
først af. Hvad mener De om Verandaen,“ sagde jeg og tog
hans Arm. Vi stødte imod nogle Stole, men saa følte vi, at
vi havde fri Plads foran os, og vi mærkede de svage Pust fra
Floden. Midt imellem de sparsomi blinkende Lys, som en
By i Østen viser om Aftenen, laa de kinesiske Teatre paa den
modsatte Flodbred som tindrende straalende Fepaladser. Jeg
mærkede, hvorledes han paa én Gang igen blev til at styre,
ganske som en godmodig Hest, naar man bortfjerner det, der
skræmmer den. Jeg kunde mærke det herude i Mørket,
hvorledes han lod sig lede, og dog svækkedes ikke min
Overbevisning om hans jernhaarde Stivsind. Selve Armen, jeg holdt,
var som Sten eller Staal. Saa hørte jeg en Skubben og
Trampen inde fra Restauranten. De elendige Idioter derinde
trængte hverandre op mod Vinduerne, og de bageste kravlede
op paa Stolene for at se ud. Der var én, der knuste en Rude,
og da Schomberg hørte Lyden af de faldende Glasstumper,
kom han saa hurtigt farende, at han glemte at sætte sit Glas
fra sig. Han maa have skælvet som Espeløv, thi Isstykkerne
i det høje Glas, han holdt i Haanden, klirrede, saa man
maatte tænke paa Tænder, der klaprede. „Nej, hør nu, mine
Herrer!“ begyndte han med tyk Stemme. „Jeg maa virkelig
paa det bestemteste ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
