- Project Runeberg -  Tajfun /
179

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



FALK 179

Den Smerte og Afsky, han lagde for Dagen ved sin
Benægtelse var øjensynlig. Kunde jeg da ikke forstaa, at han
var mindst lige saa respektabel som enhver anden hvid Mand
her paa de Kanter. Han led under min Mistro, og den sagte
dybe Stemme, hvormed han fremførte sine Indvendinger, lød
meget gribende. Et Øjeblik gjorde han mig skamfuld, men
til Trods for mit Diplomati talte dog Samvittigheden til mig,
som om det virkelig stod i min Magt at bringe disse
Ægteskabsplaner til en lykkelig Afslutning. Ved ivrigt at
forestille sig, at noget forholder sig paa en eller anden Maade,
kan vi ende med at tro paa hvad som helst, der er til vor
egen Fordel. Og jeg havde været meget ivrig for at forestille
mig Tingene, da det endnu var min Hensigt at blive
bugseret sikkert ned ad Floden. Om det nu var min
Samvittighed eller min Dumhed, der drev mig, kan jeg ikke sige, men
jeg kunde ikke undlade at hentyde til Vanlo-Historien. „Der
bar De Dem ikke videre fint ad, vel?“

Hans Blik forlod mit Ansigt og strejfede Vinduerne med
et Udtryk af forskræmt Raseri. Bag Persiennerne lød hele
Tiden Elfenbenskuglernes Klik-klik og mange Stemmers
joviale Mumlen, nu og da overdøvet af Schombergs dybe Latter.

„Den forbandede gamle Sladderkælling af en Hotelvært
vil altsaa aldrig lade den Historie døl“ udbrød Falk. „Naa,
ja, det er to Aar siden, det skete“ Han indrømmede, at da
det kom til det afgørende Ord, kunde han ikke stole paa Fred
Vanlo — han var ikke Sømand, og tillige var han noget af
et Fæ. Han følte, han ikke kunde stole paa ham, men for at
afværge hans Vrøvl, havde han laant ham saa mange Penge,
at han kunde betale al sin Gæld, inden han tog herfra. Det
overraskede mig højligt at høre dette, thi Falk kunde altsan
ikke være saa gerrig, som det var blevet sagt. Saa meget
desto bedre for den unge Pige. En Tid sad han tavs, saa tog
han et Kort, og medens han saá paa det, sagde han:

„De behøver ikke at tænke paa noget slet, Det var et
ulykkeligt Tilfælde. Jeg var engang uheldig.“

„For Himlens Skyld, saa sig ikke noget om det,“

I samme Øjeblik, Ordene var ude af min Mund, forekom
det mig, jeg havde sagt noget umoralsk. Han rystede paa
Hovedet. Det maatte siges. Han ansaá det for rigtigst, at

129






<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0181.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free