- Project Runeberg -  Tajfun /
182

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

















g
182 JOSEPH CONRAD

der, der hengik, medens han tog Hatten af for Nymfen i den
graa Sirtses Kjole, herskede der dyb Stilhed over Klipperne,
Kysten og Havet. Jeg havde snappet min Kikkert, og jeg kan
forsikre, at hun rørte ikke et Lem, da hun stod rank og
yndefuld ved Rækværket paa Hytten og med den ene Haand
greb om et Tov i Højde med hendes Hoved, medens
Slæbedamperens Egenbevægelse førte Mandens dybe, tøvende
Hyldest hen forbi hende. I mine Øjne laa der en umaadelig
Betydning i dette Optrin, og jeg følte det, som om jeg havde
overværet Afgivelsen af en højtidelig Erklæring. Tærningen
var kastet — efter en saadan Tilkendegivelse kunde han ikke
trække sig tilbage. Og jeg tænkte over, at det betød heller
intet som helst for mig nu. Med ét væltede den sorte Røg ud
af Skorstenen, og en vanvittig, besynderligt lydende Klappen
slog imod Stenvæggene til alle Sider, medens
Slæbedamperen fo’r bort fra den øde Arena. De smaa Klippeøer laa som
kyklopiske Ruiner paa en Slette, Tusindbenene og
Skorpionerne laa paa Lur under Stenene, der var ikke et eneste
Græsstraa at skimte noget Sted, ikke saa meget som et
enkelt lille Firben, der solede sig paa en Sten inde paa
Stranden. Da jeg igen saá over mod Hermanns Skib, var den unge
Pige forsvunden. Jeg kunde ikke se den mindste lille Prik
af en Fugl oppe paa den umaadelige Himmelhvælving, og det
flade Land var kun en Fortsættelse af Havfladen lige til den
ubrudte Horisontlinie.

Det er den uadskillige Ramme om det Billede, jeg har i
min Erindring om Falks Uheld. Mit Diplomati havde ført
mig saa vidt, og nu afventede jeg blot det Øjeblik, da jeg
skulde overtage Rollen som Gesandt. Jeg havde jo hidtil
haft Held med mig: mit Skib var kommet ud i god Behold,
der var al Udsigt til, at gamle Gambril vilde staa det igennem,
og ovre fra Diana hørte jeg den svage Lyd af uafbrudte
Hammerslag. ILøbet af Eftermiddagen saá jeg flere Gange over
paa det hyggelige, gamle Skib, den trofaste Vogter af
Hermanns Afkom, eller ind mod det fjerne Buddhatempel, der
knejsede som en enlig Høj inde paa Sletten, og hvor
glatragede Præster sad i lykkelige Spekulationer over den
Tilintetgørelse, der vilde blive den fortjente Løn for os alle.
Uheldig! Han havde engang været uheldig. Naa, Livet var da
ikke saa forfærdeligt. Hvad Pokker kunde det være for et

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0184.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free