Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 JOØSEPH CONRAD
mende Udgydelser og vilde Fagter, og den unge Pige sad nu
og græd.
Hun havde forandret Stilling. Fra de rolige Øjne, der
havde fulgt Falk, da han gik og derefter var vedblevet at være
rettet længselsfuldt mod Kahytsdøren, faldt Taarerne tungt
og hurtigt ned over hendes Hænder og Sytøjet — varmt og
blidt som en Foraarsbyge. Hun græd uden at fortrække
Ansigtet og uden en Lyd — det var saa rørende i sin
Stilfærdighed, og Udtrykket i hendes Ansigt fortalte mere om
Medlidenhed end Smerte — og foran hende stod Hermann og
deklamerede. Flere Gange opfangede jeg Ordene „Mensch“,
Menneske, og „fressen“, hvilket sidste Ord jeg bagefter fandt i mit
Leksikon. Det betyder „at spise“. Det lod til, at Hermann
forlangte, hun skulde svare paa ét eller andet, men hun
forblev tavs og uden at røre sig. Til sidst gjorde hans
Sindsbevægelse Indtryk paa hende, hun førte Haandfladerne mod
hinanden, hendes Mund aabnede sig, men der kom ikke en
Lyd. Hans Stemme blev skingrende, Armene gik som
Møllevinger, og pludselig truede han ad hende med knyttet Haand.
Hun brast da ud i Hulken, og han lod til at blive yderst
forbavset.
Fru Hermann styrtede fremad og affyrede en Salve af Ord
mod Manden. De to Kvinder faldt hinanden om Halsen, og
med Armen omkring den unge Piges Liv førte Fru Hermann
hende bort. Taarerne strømmede ned ad hendes egne Kinder
og hun rystede nægtende paa Hovedet ad mig, da hun gik ud
— jeg aner endnu ikke hvorfor.
Saa satte Hermann sig ned og stirrede paa Kahytsgulvet.
„Vi kender jo ikke til de nærmere Omstændigheder,“
dristede jeg mig til at sige, men han svarede blot, at dem
ønskede han heller ikke at kende. Efter hans Opfattelse var der
ingen som helst Omstændigheder, der kunde undskylde en
Forbrydelse — og især da ikke en saadan Forbrydelse. Det
var ogsaa, hvad alle mente. Det var et Menneskes Pligt at
sulte. Derfor var Falk et Dyr, et lavtstaaende, ondt,
foragteligt, skamløst og bedragerisk Dyr. Han havde bedraget ham
lige siden i Fjor. Han kunde imidlertid tænke sig, at Falk
fornylig var gaaet fra Forstanden, thi intet normalt
Menneske vilde da uden Nødvendighed eller nogen som helst
jordisk Grund og uden at tage Hensyn til andres Selvagtelse og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>