- Project Runeberg -  Tajfun /
194

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.









N
194 JOSEPH CONRAD

„Der er lige saa meget sandt deri, som De er i Stand til at
faa ud af det, og netop paa den Maade, De forestiller Dem
det. Men naar jeg hører Dem larme op om det, tror jeg slet
ikke, der er noget om det hele.“

Jeg gik og overlod ham til hans egne Spekulationer.
Folkene i min Baad fortalte mig, at Slæbedamperens Kaptajn var
roet bort i sin Gig en Tid i Forvejen.

Jeg lod dem ro temmelig mageligt, thi paa Grund af den
tunge Dug, der var falden, var det, som om Stjernernes klare
Glitren faldt koldt og fugtigt ned over mig. Der laa en Følelse
af lurende Rædsel i mit Sind, og den var blandet med klare,
groteske Billeder. Schombergs Passiar om Falks
gastronomiske Vaner, havde sin Del deri, og jeg haabede halvvejs, at
jeg aldrig mere skulde se noget til Falk. Men det førsie,
Ankervagten fortalte mig, da jeg kom op paa Dækket, var, at
Slæbedamperens Kaptajn var om Bord. Han havde sendt sin
egen Baad tilbage og ventede nu paa mig i min Kahyt.

Han laa saa lang han var, paa Agtersofaen med Ansigtet
begravet i Puderne. Jeg havde ventet at se hans Ansigt
fortrukket og fortvivlet. Det var der intet som helst Spor af,
hans Ansigt var støt og roligt, som jeg havde set det Snese
af Gange over de hvidmalede Sejldug paa Slæbedamperens
Kommandobro. Det var ubevægeligt i sine Træk, ligesom
Manden selv kun behersket af ét eneste Instinkt, én enesie
Tanke.

Han ønskede at leve. Han havde altid ønsket at leve. Det
ønsker vi alle — men hos os er Instinktet undergivet en
mangesidig Opfattelse, medens det hos ham var det
altbeherskende. I en saadan enkel Udfoldelse ligger der en
kæmpemæssig Styrke, der kan have den samme Patos som
et Barns naive og ubegrænsede Ønsker. Han ønskede denne
unge Pige, netop hende og intet andet. Jeg tror nok, at jeg
først da fik Øje paa den dunkle Begyndelse, Frøet, der
spirede i den ubevidste trange Jordbund, det første Skud af det
Træ, der for den modne Menneskeslægt bærer Blomster og
Frugt, den uendelige Afveksling i Skygge og Lys af vor fint
mærkende Kærlighed. Han var et Barn, og han var lige saa
aabenhjertig som et Barn. Han hungrede efter den unge Pige
i samme forfærdelige Grad, som han engang havde hungret
efter Føde.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free