- Project Runeberg -  Tajfun /
195

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



FALK 195

De maa ikke blive forfærdet, fordi jeg siger, at efter min
Opfattelse var det den samme Trang, den samme Smerte og
den samme Kval. I hans Tilfælde har vi Lov at betragte
Grundvolden for alle Sindsbevægelser — den ene Glæde,
som det er at leve, og den ene Sorg, der ligger ved Roden af
de utallige Pinsler. Det fremgik tydeligt af den Maade,
hvorpaa han talte. Han havde aldrig før udstaaet saadanne
Lidelser. De nagede ham, og de brændte som Ild. Han pegede
ind mod sit Bryst, og derpaa vred han sine Hænder. Jeg
forsikrer Dem, at saaledes som jeg saá det, var det alt andet
end latterligt, Og imedens han fortalte mig om den
skæbnesvangre Rejse, nævnede han et Tilfælde, da man havde
kastet noget fordærvet Kød over Bord. Det Øjeblik kom,
sagde han, da hans Hjerte var ved at blive sønderrevet af
Pine, og han var ved at rive Haaret af Hovedet blot ved at
tænke paa, at man havde bortkastet alt dette raadne Kød,

Jeg hørte paa alt detie, jeg var Vidne til hans fysiske
Kampe, jeg saá Pinebænken arbejde, og jeg hørte Smertens
sande Stemme. Jeg hørte taalmodigt paa det altsammen, thi
i det Øjeblik, jeg traadte ind i Kahytten, raabte han til mig
om at staa ham bi.

Hans Sindsbevægelse var foruroligende inde i den lille
Kahyt, det var som en stor Hvals Tumlen om, naar den er
blevet spærret inde i en Klippekedel med srundt Vand. Han
fo’r op og kastede sig atter hovedkulds ned, det ene Øjeblik
sled han i Puderne med Tænderne for i næste Øjeblik at
knuge dem vildt ind imod sit Ansigt, Det var, som om hele
Skibet følte Rystelserne ved hans Fortvivlelse, og jeg
betragtede med Undren den høje Pande, Tidens ædle Præg ved de
utildækkede Tindinger og Ansigtets uforandrede sultne Præg
— det var saa mærkværdigt asketisk og ude af Stand til at
udtrykke Bevægelse.

Hvad skulde han gøre? Han havde levet blot ved at være
i Nærheden af hende. Om Aftenen havde han siddet der
— det vidste jeg jo? — og det havde været hele hans Liv.
Hun syede. Hun sad med bøjet Hoved. Saadan. Og hendes
Arme — havde jeg lagt Mærke dertil? Saadan.

Han anbragte sig paa en Stol, og i det han bøjede sin svære,

FE














<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0197.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free