- Project Runeberg -  Tajfun /
216

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.





216 JOSEPH CONRAD

i et Pakhus. Der var Borde, helt indsyede i Sækkelærred,
Tæpper, der stod sammenrullede og lignede Stykker af
Søjleskafter og nedenfor de omtrent helt nedrullede Gardiner
kunde hun skimte Servanteoverdele af hvidt Marmor.
Kaptajn Hagberd beskrev altid omhyggeligt sine Indkøb for
hende, som om det tilkom hende at faa fuld Besked. Den
tilgroede Baggaard kunde belægges med Cement, naar Harry
nu først var kommet hjem i Morgen.

„Vi kan lige saa godt tage Plankeværket ned, og du kan
saa have dine Tøjsnore udspændt uden at det gør dine
Blomster noget.“ Han blinkede til hende, og hun rødmede svagt.

Dette Vanvid, der var kommet med ind i hendes Tilværelse
paa Grund af hendes medfølende Hjertes Indskydelser, havde
sine rimelige Grunde. Sæt nu, at Sønnen vendte hjem en Dag?
Hun kunde jo imidlertid ikke være fuldkommen sikker paa,
at han havde en Søn, og hvis han virkelig var til, saa havde
han nu været borte i alt for lang Tid. Naar Kaptajn Hagberd
blev altfor ophidset af sine Spekulationer, beroligede hun ham
ved at lade, som hun troede det samme, men hun lo lidt, naar
hun sagde det — som for at frelse sin Samvittighed.

Kun én Gang havde hun af lutter Medlidenhed prøvet paa
at fremføre sin Tvivl med Hensyn til dette Haab, der var dømt
til at ende med Skuffelse, men Resultatet af hendes Forsøg
havde forskrækket hende. Hun saá, at der paa én Gang kom
et Udtryk af Rædsel og Vantro, som om han havde faaet Øje
paa en Revne i Himmelhvælvingen.

„Du — du — du mener da ikke, han er druknet!“

Et Øjeblik forekom det hende, at han var paa Nippet til
at miste Forstanden, thi til daglig ansaá hun ham for langt
klogere, end andre mente. Ved denne Lejlighed blev hans
heftige Sindsbevægelse imidlertid afløst af en yderst faderlig
og velvillig Selvtilfredshed.

„Vær bare rolig, kære Bessie, og gør dig ingen
Bekymringer,“ sagde han og søgte at se listig ud, „Søen kan ikke beholde
ham. Han hører ikke til derude. Det har der aldrig været
nogen af os Hagberd’er, der har gjort. Se paa mig — jeg
druknede ikke, Desuden er han slet ikke Sømand, og naar
han ikke er det, maa han komme tilbage. Der er ingenting,
der hindrer ham i at komme hjem igen . . +

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0218.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free