- Project Runeberg -  Tajfun /
217

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.







I MORGEN 217

Hans Blik begyndte at flakke rundt.

„I Morgen.“

Hun prøvede aldrig mere paa at vise nogen Tvivl, da hun
var bange for, at han i samme Øjeblik skulde gaa helt fra
Forstanden. Han var afhængig af hende. Hun forekom ham
at være det eneste fornuftige Menneske i Byen, og han
lykønskede sig selv i hendes Paahør til, at han havde sikret sin
Søn en saa ligevægtig Hustru. Alle de andre i Byen —
betroede han hende en Dag i et Anfald af Ærgrelse — var
sandelig besynderlige. Den Maade, hvorpaa de saá paa én —
talte til én. Han havde aldrig kunnet slutte sig til nogen af
dem. Han holdt ikke af de Mennesker. Han vilde ikke have
forladt sit eget Hjemsted, hvis det ikke havde været tydeligt
nok, at hans Søn havde faaet noget tilovers for Colebrook.

Hun lyttede taalmodigt til ham ved Stakittet, medens hun
sad med nedslagne Øjne og hæklede, De var kun med
Vanskelighed, at en Rødme trængte frem over hendes ligblege
Kinder neden for den skødesløst sammenholdte Fylde af
mahognirødt Haar. Hendes Faders Haar var derimod afgjort
gulerodsrødt.

Hun havde en smuk, fyldig Skikkelse, men et træt Ansigt.
Naar Kaptajn Hagberd udmalede Nødvendigheden af et Hjem
og den Fryd, det var at sidde ved sin egen Årne, smilede hun
lidt, men kun med Læberne. Hendes Glæde ved Hjemmet
havde bestaaet i at passe sin Fader i de ti bedste Aar af
hendes Liv.

Det hændte jævnligt, at deres Samtale blev afbrudt af et
dyrisk Brøl fra et Kvistvindue. Saa samlede hun sit
Haandarbejde sammen, men uden noget Tegn til Forjagethed.
Imidlertid blev Brølene ved, saa de Fiskere, der gik nede paa den
anden Side af Strandvolden, saá op imod de to Huse. Derpaa
gik hun langsomt ind ad Fordøren, og der blev stille ovenpaa.
Lidt efter kom hun igen og ledte en Mand ved Haanden, en
Mand, der var stor og klodset som en Flodhest og havde et
gnavent, surt Ansigtsudtryk.

Det var Skibsbyggeren, der var blevet ramt af Blindhed en
halv Snes Aar i Forvejen, just da hans Forretning gik
allerbedst. Han opførte sig mod Datteren, som om hun havde
Ansvaret for hans uhelbredelige Sygdom. Man hørte ham ofte










<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:50:32 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/cjtajfun/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free