Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218 JOSEPH CONRAD
brøle med en Larm, som om han vilde trodse selve Himlen,
at han var lige glad, han havde tjent Penge nok til at kunne
faa Skinke og Spejlæg hver Morgen, og det takkede han Gud
for med et Tonefald, som om han forbandede ham.
Kaptajn Hagberd var blevet i den Grad ubehagelig
paavirket af sin Lejer, at han en Dag betroede Bessie, at han fandt
ham meget „sær“.
Hun sad den Dag og strikkede paa et Par Sokker til
Faderen, der selvfølgelig forlangte, at hun holdt ham godt
forsynet. Hun kunde ikke udstaa at strikke, og da hun netop var
ved Hælen, var det nødvendigt, at hun holdt Øje med Pindene.
„Det er jo selvfølgelig ikke saadan, som hvis han havde
en Søn at sørge for,“ hemærkede Kaptajnen. „Pigebørn
forlanger ikke saa meget — hm — hm! De løber jo ikke bort
fra Hjemmet, kære.“
„Nej,“ sagde Bessie roligt.
Kaptajn Hagberd lo, medens han stak Spaden i Jorden.
Med sit Sømandsudstyr, det vejrbidte Ansigt og et Skæg,
som selve Fader Neptun lignede han mest af alt en
forhenværende Havgud, der havde ombyttet Treforken med Spaden.
„Og han maa jo paa en Maade anse dig for allerede at
være forsørget. Det er det bedste ved det med Pigebørn,
Mændene ...+ Han sluttede med et skælmsk Blink, og
Bessie, der var optaget af Strikningen, rødmede svagt.
„Bessie! Min Hat!“ brølede pludselig den gamle Carvil.
Han havde siddet under Træet uden at gøre en Bevægelse som
et ualmindeligt hæsligt Gudebillede. Han aabnede aldrig
Munden uden for at brøle og raabe efter hende — undertiden
om hende, og da vidste han intet Maadehold med Hensyn til
de Ord, han brugte. Hun svarede ham aldrig, og han blev
ved at skrige op, indtil hun tog sig af ham og enten rørte ved
hans Arm for at lede ham eller stak Piben ind i Munden paa
ham. Han var en af de faa blinde, der røg Tobak. Da han
mærkede, at Hatten blev anbragt paa Hovedet af ham, holdt
han straks op med sit Spektakel. Saa rejste han sig, og de
gik begge ud gennem Laagen.
Han tyngede meget paa hendes Arm. Paa deres
besværlige Spadseretur saá det nærmest ud, som om hun gjorde Bod
for et eller andet ved at slæbe dette tunge Legeme med sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
