- Project Runeberg -  Tajfun /
236

(1918) [MARC] Author: Joseph Conrad Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



S E a











e
236 JOSEPH CONRAD

Dem selv fri,“ sagde han. I samme Øjeblik mærkede hun,
hvorledes hun blev løftet op fra Jorden i en mægtig
Omfavnelse. Han trykkede Kys paa Kys paa hendes Mund uden at
sige noget og med en bydende Vedholdenhed, som om han
hurtigt vilde naa ind til selve hendes Sjæl. Han kyssede
hendes blege Kinder, hendes Pande og de tunge Øjenlaag. Det
var, som om en Bølge skyllede hen over hende, og da han
slap hende, vaklede hun tilbage mod Muren og stod der som
et opskyllet Vrag efter en Storm.

Lidt efter aabnede hun Øjnene, og da hun hørte de faste,
rolige Skridt, der fjernede sig, tog hun op i sin Nederdel,
medens hun stirrede frem for sig. Pludselig fo’r hun ud gennem
den aabne Laage og kom ud paa den mørke, øde Vej.

„Stands!“ raabte hun. „Gaa ikke bort-“

Og medens hun stod og lyttede opmærksomt, kunde hun
ikke afgøre, om det var Lyden af Bølgeslaget eller af hans
skæbnesvangre Trin, der slog saa haardt mod hendes Hjerte.
Kun følte hun med ét, at alle Lyde nu blev svagere, som om
hun langsomt blev forstemt. Der kom en Angst over hende
— en Angst, der var værre end Frygten for Døden. Hun
samlede sine svindende Kræfter i et sidste, bønfaldende Raab:

„Harry!“

Hun hørte ikke engang det hendøende Ekko af Fodtrin.
Intet som helst, ikke den ringeste, hviskende Lyd, der kunde
fortælle om Liv. Det var, som om hun var ene og fortabt i
det stenede Ørkenland, hun havde hørt om — hvor gale
Mennesker søgte efter Guld og lod haant om det, de fandt.

Kaptajn Hagberd havde passet paa inde i sit mørke Hus.
Nu blev Vinduet atter skudt op, og i det stenede Land var der
en Stemme, der talte ud i Mørket — om Vanvid, Fortvivlelse
og uudslukkeligt Haab.

„Er han nu borte — den grinende Fyr? Kan du høre ham
endnu, min Ven?“

Hun brast i Graad. „Nej, nej, nej! Jeg hører ham ikke
mere,“ hulkede hun.

Han lo fornøjet. „Du skræmte ham bort, gjorde du. Du
er en god Pige. Nu faar vi det godt — vær blot ikke
utaalmodig. I Morgen!“

Inde i det andet Hus sad gamle Carvil i Lænestolen med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 18:40:11 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/cjtajfun/0238.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free