Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Invandring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de med stor Snuhed, hvor de kom hen, at slutte sig til Landets
Kirkelære. I Syden paakaldte de Jomfru Maria og Helgenerne, i
Norden bandede de Paven og overværede Prædikener. I Aaret 1595
var der saaledes endnu Tatere tilstede i Kirken, da Biskop Jacob
Madsen visiterede i Stubberup paa Fyen.[1]
Men deres Spaaen og Trolddomskunster bragte dem snart i Vanry. Og da de
overalt var udstødt af det borgerlige Samfund, gjorde Kirken det
næste, vigtigere Skridt, og udstødte dem ogsaa fra Samfundet med
Gud. Hvor kunde den andet! Alt, hvad man vidste om dem, var kun
det groveste Hedenskab. Deres Barnedaab havde intet at sige, den
gentoges ofte 4-5 Gange i Haab om Faddergaver. Nogen virkelig
religiøs Tro, ligegyldig hvilken, har end ikke de nyeste, venligt
stemte Granskere været i Stand til at finde hos dette forunderlige
Folk. Alt hos dem var i skærende Modsætning til de Folkeslag,
blandt hvilke de nødtvungent maatte leve. Umuligheden af religiøs
Forstaaelse mellem dem og de Kristne er tydeligt udtrykt i, at
Ordet "debel" eller "devel" (Djævel) i deres Sprog er Betegnelsen
for den gode Aand.[2]
Kirken udstødte dem altsaa. Det første Skridt gjordes i Sverige Aar 1560, hvor
det i de stockholmske Kirkeartikler hed: "Med Tatere maa en Præst ikke befatte sig,
hverken jorde deres Lig eller kristne deres Børn".[3]
I Danmark og Norge gennemførtes det samme vistnok snart efter.
De fyldigste Efterretninger haves fra Fyen, hvor Bispen Aar 1578
befalede sine Præster saalunde: "Naar her kommer Tatere i Landet,
som her plejer at komme stundom, da skal ingen Præstemand vie
saadanne sammen i Ægteskab, ej heller give dem Sakramentet, men
lade dem dø, som det var Tyrker, og begraves uden Kirkegaarden som
Hedninger. Vil de have deres Børn døbt, maa de selv døbe dem".
[4]
Det var naturligt, at denne Kirkens Optræden højligt forøgede
Taternes ugunstige Stilling. Tidligere havde de hyppigt vakt
Medlidenhed. Nu forandredes denne til Gru, Rædsel for disse
Djævelens Børn, hvem den evige Pine med Rette ventede. Hvert
Baand var nu overskaaret mellem dem og Samfundet. Vi træffer
derfor heller ikke senere noget Tilfælde, hvor en Tater er
bleven optagen i det borgerlige Samfund. De tidligere Forsøg
skulde ganske vist heller ikke friste nogen af Parterne. Et enkelt
Eksempel paa disse har Beretningerne bevaret. Det var en Tater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
