Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herberge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men ved Reformationen inddroges Klostrene, og Kirkens gamle
Omsorg for Vejfarende bortfaldt hermed. Det gjaldt da om at
skabe ny Vilkaar for det stedse tiltagende Rejseliv. Her er det
interessant at se de forskellige Maader, hvorpaa den samme Opgave
løstes i de tre nordiske Lande. I Sverige sluttede man sig nærmest
til det gamle; pirkens Pligt gik i Arv til Præsterne. Paa de lange,
tyndt befolkede Landstrækninger blev Præstegaardene de lovlige
Herberger, hvbr alle fra Kongen til den simpleste Rejsende tog
ind, hvor man kunde faa Skyds videre eller Natteleje, som oftest
en Kande god Vin og i Præsten en sprogkyndig Vært og livlig
Deltager i en Svir til henad Morgenstunden.
[1] I
Sønderjylland synes man, skøndt Forholdene ikke var de samme, en
Tid lang at have indladt sig paa en lignende Ordning; men den maa
vistnok snart være kommen i Forfald og atter opgiven.
[2]
I det øvrige Danmark derimod slog man ind paa en Vej, som den
tættere Befolkning og de kortere Afstande her tillod: Man undgik
saavidt muligt Landkroer og henlagde Herbergerne til Købstæderne,
hvor Pligten til at modtage Rejsende skulde betragtes som et
Tillidshverv. I Norge endelig tyede man overalt, hvor det lod sig
gøre, til – ligesom i Sverige – at lade Præstegaardene være
Herberger. Men paa de vigtigste Fjeldovergange oprettede Regeringen
Fjeldstuer og knyttede dertil visse Indtægter, der gjorde dem til
ret indbringende smaa Forleninger.
Det kan ikke nægtes, at Frederik den Anden med stor Iver tog sig
af denne Sags Ordning i Danmark. Han var ogsaa selv saa temmelig
Part deri. Det kunde ikke være ham behageligt, naar han kom med
sit Følge til en eller anden Købstad, at vide sine Hofsinder mere
eller mindre husvilde. Selv fandt han naturligvis let Herberge.
Enhver satte en Ære i at have ham til Gæst. Og ligesaa gik det
med de formaaende blandt hans Følge. Men imens red de simplere
Svende paa Gaden og krævede forgæves at indlades; hverken Trusler
eller Løfter om Betaling var altid i Stand til at optø Uvilligheden
hos de gnavne Smaaborgere. Og ikke med Urette. Manden selv havde
de ikke noget mod at huse, men at skaffe Plads til hans Hest, at
skulle rydde Værkstedet i Baghuset, maaske bryde et Skillerum ned
eller se det sparket ind af Dyret, altsammen alene for en Nats
Skyld, der var vel meget. Man paastod endog, at enkelte, der
oprindeligt havde haft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
