- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
65

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Kirkelig Vielse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa højre Fod og om muligt at flytte den lidt frem foran
Brudgommens. Thi

         Sætter Bruden frem sin højre Fod,
         Saa raader hun over Manden god.
         Men sætter den Brudgom højre fram,
         Saa holder han Konen i Tøjle stram.

Endnu ved Midten af det 19de Aarhundrede hedder det fra
Vestergötland: "Den, hvem det lykkedes at faa højre Fod længst
frem, skulde – saaledes troede man sikkert – "tage Raad",
d. v. s. tage Styret. Det var pudsigt at staa og iagttage denne
lille Strid: Paa een Gang skød Brudgommen sin højre Fod en
Smule fremad; i Reglen mærkede eller anede Bruden
Bevægelsen og skød nu efter sin Tur samme Fod fremad. Dette kunde
gentages flere Gange, thi ingen vilde gerne give sig".

I den katolske Tid havde den lange Velsignelse paa Latin,
som Parret ikke forstod, givet udelt Lejlighed til at tænke paa
dette indbyrdes Opgør. Reformationens Indførelse af
Modersmaalet forandrede næppe synderligt Forholdet. Værre var det,
da Brudemessen med dens Brudevielse lidt efter lidt begyndte
at bortfalde. Her flyttedes imidlertid i samme Forhold
"Sammen-givelsen", der hidtil var foregaaet udenfor Kirkedøren, ind i
Kirken op imod Alteret. Til "Brudevielsen" i ny Forstand
henlagdes da ganske naturligt, hvad der tidligere havde hørt hjemme
under Brudemessen.

Baade før og især efter Reformationen havde man paa samme
Tid i Kirkens nedre Ende travlt med at hindre anden Art Ufærd.
Gadens løse Hunde trængte gerne ind ad den aabne Kirkedør,
deres Antal tog til i det 16de Aarhundrede, og hvad Munke i
Flok ikke havde kunnet holde ude, kunde heller ikke en enlig
Klokker magte. Men galt var det med dette Hundeslagsmaal
bag i Kirken. Thi afgjordes der hist ved Alteret kun Parrets
Skæbne, saa afgjordes der hernede manges. Det var en
almindelig Tro, at som det i den Stund gik til indenfor Kirkedøren,
skulde det senere gaa til i Gæstehuset. Det afhang af Hundenes
Færd, om Gæstebudet skulde løbe af i Fred, eller det hele ende
med Kiv og Drab[1].

Naar Velsignelsen var lyst over Bruden, foregik en lille Scene,
hvis forskellige Udviklingstrin den Dag i Dag er i Live Evropa


[1] Om Overtroen se f. Eks.: J. M. Thiele:
Danmarks Folkesagn III, S. 77-78. -- G. K. S. no. 2499. 4to. --
L. F. Rääf: Saml. t. en beskrif. ö. Ydre härad i Östergöthland I,
111-16. -- Joh. Sundblad: Gammaldags bruk. (Göteborg 1881.) S. 87.
-- Sv. Grundtvig: Gamle danske Minder II, 248; o. s. v., o. s. v.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:46 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/11/0067.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free