Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Sang til Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Gud veed hvem og hvornaar, men – bevarede fra Slægt til
Slægt, og tilpassede til hver ny’s Behov – nu som Folkets
Fælleseje levede paa alles Læber og udgjorde det skjulte
Følelseslivs ypperste Rigdom og Næring. For saa vidt var det jo kun
kendte Sager, han foredrog, og mange af dem, der kun i Kor
gentog Omkvædet, kunde selv have sunget for. Forsangerens
selvstændige Virksomhed bestod dog ikke blot i at synge
Versene igennem og lade de andre gentage Omkvædet. Hans
ejendommeligste Hverv bestod i at vælge dette og hermed bestemme
Visens Grundtone og Klangfarve, ligesom han jo selv var Herre
over Taktens Fart. Hele denne hans Virksomhed undgaar let
en Nutids-Forsker, der kun kender Viserne saaledes, som de er
fæstede gennem Opskrift. Men i det 16de Aarhundrede, da de
endnu var levende og havde Vinger, var Valget af Omkvæd og
Melodi for største Delen frit. Vel var ifølge gammel Brug enkelte
Sange og Omkvæd voksede sammen med bestemt Melodi. Men
i Reglen lod Versene sig føje til meget forskellig Tone. Og som
"flyvende Sommer" paa en solklar Høstdag flagrede de fleste
Omkvæd og Melodier frit omkring eller opstod ligefrem af Ny
gennem fri Digtning, saa at det beroede paa Forsangerens Sans
og Tykke, hvilken han i Øjeblikkets Stemning vilde gribe for at
give Visens gamle, kendte Ord nyt Indhold. Det var denne
Forsangerens Selvstændighed, hvoraf man i det 16de Aarhundrede
benyttede sig med en hidtil ukendt Dristighed. Herved fik ikke
blot Dansen et ejendommeligt Liv, men for Visernes
Vedkommende betegner det, som vi skal se, denne Digtarts sidste
kraftige Opblussen og Undergang.
Naar da Fordanseren eller Forsangeren havde klappet op, faaet
stillet sit Mandskab i Række og oppe paa Fløjen sang for, var det
ofte mere end blot en Kæmpevise paa saa og saa mange Vers,
som nu skulde tværes igennem. Var han flink og særligt oppe,
kunde det være en virkelig Overraskelse, der ventede Selskabet;
nyt Omkvæd, ny Melodi maaske, javel endog, om end sjældnere,
en hel ny Vise, der her første Gang hørtes og fra dette Bryllup
skulde spredes ud over Landet. Uden at træde vedkommende
for nær tør vi da maaske tro, at det ikke altid var lutter
Indskydelse, men at han ofte mødte vel forberedt, idet han forud havde
baade digtet sine nye Ord og indøvet Melodien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
