Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Morgengave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betydelig Grad. Det mundtlige Tilsagn, som hun tidligere havde
– maaske først i Enrum – maattet afvinde Husbonden og derpaa
faa ham til at gentage, naar Gæsterne fyldte Brudekamret, det
stod nu fast, selv om alle Vidnerne maatte være bortdøde til den
Tid, da det en Gang skulde træde i Kraft. For saa vidt kunde
Vidnerne nu synes overflødige. Men Faren truede nu fra en ny
Kant. Thi passedes der ikke nøje paa, lod denne nye Form sig
misbruge til Svig mod Mandens Arvinger. Et saadant Brev kunde
jo nemlig til enhver Tid opsættes og antedateres til
Bryllupsdagen; og det var en løjerlig Hustru, der ikke et langt Liv
igennem i det mindste een Gang skulde kunne faa sin Husbond stemt
for at sikre hende efter hans Død. Men laa først Brevet paa
Kistebunden, saa var det ogsaa i Stand til uventet at fare frem
ved en Begravelse og skambide selv de sikreste Forhaabninger
om Arv efter en barnløs Onkel.
Morgengave-Brevene maatte da omgærdes med om muligt
endnu strengere Bestemmelser. Vel blev det Retsregel, at et
saadant Brev havde samme Gyldighed, hvad enten det var
udstedt "Søndag eller Mandag i Brylluppet"[1]. Men der
krævedes, at Brudgommens Segl skulde være bekræftet af andre Mænds
Segl som Vitterligheds-Vidner. Og et Spørgsmaal var det, om
selve dette var nok, eller om ikke Brudgommens Arvinger tillige
skulde have givet deres Samtykke. Efter Claus Skeels Død
rejste i hvert Fald hans Arvinger Sag imod hans Enke, fordi dette
ikke var iagttaget ved hans "Fæstensgave-Brev" til hende[2]. En
betænksom Husbond sørgede da for at have alt saadant i Orden.
Oluf Mouritsen Krognos f. Eks., der Søndagen den 11. Januar
1573 ægtede Jomfru Anna Hardenberg, udstedte sit
Morgengave-Brev samme Dag og fik Rigens Hofmester Peder Oxe,
Christoffer Gøje og Albert Oxe til at sætte deres Segl under. Selv
med saadanne Vitterligheds-Vidner følte han sig dog ikke
beroliget, men fik fjorten Dage efter alle sine Onkler og Tanter til
at udstede et særligt Brev om, at de som hans nærmeste
Arvinger gav deres Samtykke til, hvad han i sit Morgengave-Brev
havde lovet[3].
End ikke herved synes man at være standset. Den gamle Skik,
at Morgengaven skulde i Vidners Overværelse overrækkes af
Brudgommen til Bruden, udvidedes efterhaanden til, at dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
