Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Forskellige Opfattelser af Ægteskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der ligger for, er jo, at Jordelivets Gaade er bygget over den
simple og dog saa besynderlige Formel: Forplantning foregaar
kun ved Par, der, idet de giver efter for en Nydelsesdrift,
lokkes til at ofre sig selv til bedste for en ny Slægt. Tostrenget
flettes saaledes alt Liv ned efter: Par og Par mødes, frembringer
nyt, der atter skilles i Par og Par for at mødes, frembringe nyt
og saa fremdeles.
Allerede i Planteverdenen viser dette sig. Planten udfolder sin
højeste Pragt i Blomsten, men denne maa visne, for at Frøet kan
dannes. Tydeligere ytrer dog Forholdet sig hos Dyr og
Mennesker, hvor Parrene er selvstændige Enkeltvæsener. Naar
Udviklingen er kraftigst, gribes de af den ejendommelige Attraa, der
frembringer nyt Liv, men samtidigt enten dræber eller dog
svækker Forældreparret ved Omsorg for Afkommet.
Jo højere man kommer op, des mere fremtræder tillige en
anden Ejendommelighed, der yderligere forvikler Forholdet. Hos
Planten mangler Undseelsen. Frimodigt strækker den i
Blomsten sine Kønsorganer mod Himlen. Det samme er endnu
Tilfældet hos enkelte lavere Dyr, hvor Kønsorganerne udgør
Dyrets Skønhed. Men jo højere man kommer op i Rækken, des
mindre finder dette Sted. Forplantelsesdelene faar Sæde
nedefter ved Udførselskanalen for det til Legemets Ernæring
ubrugelige, og skjules delvis. Hos visse højere Dyr bliver Undseelsen
bevidst.
I Menneskelivet giver alt dette sig stærkest tilkende. Naar den
blomstrende Alder er naaet, vaagner en heftig gensidig Drift, en
legemlig, sjælelig Attraa efter at besidde en anden. Det er saa
langt fra Lysten til at faa Afkom, at denne Hensigt snarest maa
siges som Regel ikke at være til Stede. Men ifølge en uforklarlig
indre Trang drages to og to mod hinanden, og idet Foreningen
fuldbyrdes, fremgaar af den mættede Attraa en ubekendt,
uvedkommende tredje, der dog hurtigt, veed at suge sig fast og suge
begges Kræfter til sig. Slægt efter Slægt gentager det samme
Særsyn sig: En Rigdom af blomstrende Ungdomskraft, der ved sin
Lyst til Bedrift synes i Stand til at udrette det utrolige, til at
skumme over Menneskevilkaarets Bredder; – og saa kort efter
alle sammenparrede to og to, lammede af Omsorgen for et
Afkom, hvis Maal atter er at gentage det samme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
