Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Dens Indtrængen i Danmark. - Ægtefællernes Aldersforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde ogsaa Pave Urban VIII og alle Kardinalerne besluttet at
gifte sig[1].
Det var da enhver overordnets naturlige Pligt at sørge
for sine undergivnes Giftermaal. Hvor dette lykkedes i
fortrinlig Grad, blev det fremhævet i vedkommendes Eftermæle.
Denne Form for Ros er derfor hyppig i Datidens Ligprædikener,
og ganske naturligt faldt det at tilføje, at af samme Grund var
ogsaa de efterlevende ugiftes Sorg saa stor. Ved Fru Margrethe
Breides Grav hed det f. Eks.: Hun befordrede sine Jomfruer "til
gode Vilkaar og fornemme Giftermaal, hvorfor ogsaa de, som
endnu i hendes Tjeneste ere efterladte, hendes dødelige Afgang
bedrøveligen begræde"[2].
Som næste Regel gjaldt, at enhver, hvis Ægtefælle døde,
skulde snarest gifte sig paany. Det var Pligt mod sig
selv, det var Pligt mod de mange, der sad ledige. Og her gjaldt
ingen Aldersgrænse. Christian Pedersen havde vel antydet en
saadan ved Ordene: "Gud vil ikke, at nogen Enke, som er mindre
end 60 Aar, skal love Kyskhed." Men Menigheden saa ikke
snævert paa Apostelens Ord og fjærnede Grænsepælene. Og
hvorfor ikke? "Bid byder anden ind". Gamle Katte labe ogsaa
Mælk". "Man sætter ofte en Streng paa en gammel Gige". "I
gamle Gryder koges og Lammekød"[3].
Den efterlevende havde
frit Valg mellem alle Aldersklasser, ingen var for gammel til at
byde eller bydes op endnu engang.
Strengt taget burde man vente med nyt Giftermaal et Aar efter
sin Ægtefælles Død, vente "Sørgeaaret ud", som det kaldtes.
Derfor faldt ogsaa Samtalen saa mellem en fransk Udsending
paa Rejse i Sverige og en Præst, der begræd Tabet af sin Hustru:
"I maa vel ikke gifte Eder paany, kan jeg tænke mig. (Jeg troede
nemlig, at Præster for Embedets Værdigheds Skyld skulde vise
større Afholdenhed end Lægfolk.) – Jo, vist maa jeg det, men
– (og her sukkede han) - ikke førend Sørgeaaret er omme"[4].
Denne Bestemmelse overholdtes dog langtfra med Strenghed.
For at nævne et Par Eksempler, saa mistede Raadmand Laurids
Tøgersen sin første Hustru i Slutningen af Marts 1570 og ægtede
sin anden den 26de November samme Aar.[5] Præsten Christian
Niels Juel skriver i sin Dagbog: "Min kære Hustru, Agnete
Vitusdatter, hensov i Herren mellem den 21de og 22de November
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
