Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Andens Regering Landsbypræsternes Optræden
skrappest. Faa Landemoderne i Roskilde og Odense fik de
ogsaa den ene Befaling af Bisperne efter den anden til ikke at
skaane nogen, men angive dem for Lensmand eller Herskab, at
de kunde blive straffede. Ingen Afløsning maatte ske, førend den
verdslige Straf var fuldbyrdet. De skyldige skulde i hele
Menighedens Nærværelse skrifte deres Synd og, hvis de anden Gang
begik Overtrædelse, uden Naade forvises Sognet, ligesom
tilrejsende svangre Piger øjeblikkelig skulde bortjages og deres Navn
opslaas paa Prædikestolen, at alle kunde tage sig i Agt[1].
Midt under alt dette forefaldt der imidlertid Aar 1570 et
Optrin ved Landemodet i Roskilde, der synes at have draget
Følger efter sig. Biskop Poul Madsen havde været nødt til paa
dette Landemode at gaa frem med Strenghed, tre Præster blev
afsatte fra deres Embeder paa Grund af Usædelighed, og Degnen
i Birkerød blev overbevist om Trolddom og siden brændt. Da
Sagerne var omme, henvendte man efter gammel Skik
Spørgsmaal til Bispen om, hvorledes man i bestemte Tilfælde havde at
forholde sig. Alle disse Forespørgsler drejede sig denne Gang
om det ene Punkt: Behandlingen af løsagtige. Maatte man f.Eks.,
naar en Skørlevner var syg og ønskede at berettes, opfylde dette
Ønske? Bispen svarede, at i Tilfælde af Anger kunde dette
tilstedes, men kun paa Betingelse af, at, naar vedkommende atter
blev rask, skulde offentlig Afløsning alligevel finde Sted. Nægtede
derimod den syge at tilstaa sin Brøde, saa skulde man tage Vidner
paa, at han selv ved sin Halsstarrighed forspildte sin Frelse,
nægte ham Sakramentet, lade ham være den Hedning, han var,
og ikke tilstede ham ærlig Begravelse. – Hvorledes skulde man
forholde sig, naar en ugift Kvinde besvangredes i et Sogn og fødte
i et andet? I hvilket af de to skulde hun da lide Kirkestraf?
Bispen svarede: Dér, hvor hun besvangredes. Thi Samlejet er
den Synd, der skal sones, ikke Fødslen, der, hvis den er gaaet
godt, kun skal tilskrives Guds store Naade. Endelig vovede een
sig frem med følgende:
Der stod i Kongens Ordinans, at Skørlevnere skulde offentligt
i Kirken afløses fra deres Brøde. Dette overholdt man ogsaa paa
Landet. Men i Købstæderne og især i København fandt det
ingenlunde Sted. Ugifte Kvinder, der var besvangrede paa Landet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
