Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Baand paa sine løse Tilbøjeligheder, dels af Frygt for Straf, der
nu truede den som andre, dels og ikke mindst i Kraft af den
vaagnende Standsaand. Gejstligheden følte sig nemlig nu
og var virkelig bleven til noget andet end tidligere. Den store
Forandring, der omkring Aar 1600 var foregaaet, bestod i, at
Stat og Kirke havde fundet hinanden. Statens Overhoved svang
ikke længer uvant og voldsomt Kirkens Sværd, han var nu
fortrolig med sjn dobbelte Magt, og uvilkaarligt gled de to i eet,
Staten var bleven luthersk. Men var det Staten, der
retfærdiggjordes ved Troen, saa var ogsaa Troen bleven noget
andet. Den var ikke længer den enkeltes Forvisning, men det
paalidelige Trosindhold, den ortodokse Rettroenhed. Trygt
søgte alle de enkelte her ind, der hidtil som blot troende havde
følt sig forladte og ængstede i den stille Ensomhed alene med
Gud. Og redeligt søgte Staten at sørge for hele Flokken ved
omhyggelig Røgt og Indbrænding af uforfalsket, statsgaranteret
Evighedsmærke.
Men herved spillede Gejstligheden en afgørende
Rolle, og dermed var hele dens Stilling forandret og højnet.
Den var ikke længer blot en Samling lutherske Lærere, men fra
en vis Side set Statens vigtigste Embedsstand, dens aandelige
Bærekraft, Forvarerne af Statens magasinerede Tro,
Høveds-mændene for Herrens Stridsmagt. For en saadan sømmede sig
hverken legemlig Vanførhed eller sædelig Plet. Kun ved Bryllup
var et slibrigt Ord endnu tilladt, naar Præsten i luthersk Aand
salvede Menigheden til Frugtbarhed.
Mod hvem gjaldt Kampen? Nu, som fordum, mod Djævelen.
Men hvor var Djævelen? Ja her virkede de ydre politiske
Forhold Haand i Haand med den hjemlige Udvikling. Det var
Trediveaarskrigens Tid. Djævelen var vegen syd paa og stod nu
rede til med sine vantro Skarer at overfalde Herrens rettroende
Flok. Men Sejren var sikker. Thi Gud var selvfølgeligt paa
Lutheranernes Side.
Kun paa eet Sted truede Satan endnu i vor egen Lejr.
Ikke som man i henfarne Tider havde ment ved at lokke til
Hor og Skørlevnet. Slig Antagelse var nu aflagt. Men ved Siden
af Rettroenhed byggede han sit nye Kapel: Overtro. Ved
hemmelige Kunster, saasom "Signen, Manen, Maalen, Visen igen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
