Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hyklerisk Overgreb. Forholdets senere Udartning, hvor det truede med
Forkuelse af Kvindens Ret og Evner og en Forsnævring af
Begrebet Kvindelighed kunde synes at give en saadan Dom
Berettigelse.
Helt anderledes stillede Sagen sig dog i det 16de og
Størstedelen af det 17de Aarhundrede. De
forhaandenværende Former afgav da en sund og livskraftig
Betingelse for lykkeligt Samliv mellem Mand og Hustru. For
at kunne forstaa dette, maa en Nutids Betragter imidlertid ave
sine medfødte Forestillinger og vænne Blikket til at se
Forholdene i Datidens Lys.
Hvad der støder os mest ved hin Tid, er den bestandige
Tale om Trusler, Vold, Slag, Prygl som Mandens Magtmidler.
Vi gaar uvilkaarligt ud fra, at hvor sligt anvendes, befinder man
sig paa et lavt Dannelsestrin, hvor sand Forstaaelse, retfærdig og
kærlig Løsning af Samlivets Vanskeligheder er udelukket. Vi
kræver Ordet, det klarende Ord, som Sejrens Magtform.
Undersøger vi imidlertid fordomsfrit Nutids Forhold, vil det vise
sig, at ogsaa vor Tid befinder sig ved en betænkelig
Yderlighed. Medens vi fordømmer den slagfærdige Haand,
indrømmer vi i det parlamentariske, offentlige, selskabelige og
ægteskabelige Liv det slagfærdige Ord en Magt og selvstændigt Værd, der
overskrider det berettigedes Grænser og ingenlunde borger for
det bedstes og fornuftiges Sejr. Vor Tid er altsaa ogsaa hildet i sin
Dom. Nu som før gælder den stærkeres Ret.
Men det var netop vor Form herfor, som det 16de
Aarhundrede fordømte. Man fandt det i sin Orden, at et hastigt
Sind udtrykte sig i et Puf, et Slag, "en Dask"; sligt var kun en
Slags paapegende Stedord, uskadelige, thi der droges ikke
Vaaben. Men man tillagde det ondsindede i en opsparet, tilsieben,
bitter Bemærkning langt mere Vægt. Den indeholdt en skarpere
Brod, var mere langtrækkende, mere ond. Muligt hidrørte dette
forskellige Syn fra en raaere Tankegang; muligt var det blot
Kendemærke for et andet Led i Udviklingsrækken, for en Tid,
hvor alle gik bevæbnede, alle nærede ubestemt Frygt for den
Onde og endnu ikke havde glemt paa katolsk Vis at gøre sig Rede
for de enkelte Synder, ogsaa dem i Tanker. Vist er det, at det
var saa. Medens vor Tid væmmes ved hine Dages
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
