Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Ville vi smukt holde vor Mund tilsammen,
Af Alvor blev visselig Skæmt og Gammen."
Den Mulighed var da ikke udelukket, at samme Hustru, der til
Tider led under sin Husbonds haarde Haand, inderst i sit Hjerte
kunde beundre denne hans Overlegenhed og være ret stolt af
den Haand, han førte. Ganske som i Nutiden overfor en Mand
med Ordet i sin Magt.
*
Udgjorde saaledes i Reglen fysisk Kraft den Stang, der
holdt Parret i Spand og stivede Draget, saa indskrænkede
selvfølgelig Samdrægtighedens Former sig ikke hertil.
Foruden alt, hvad der ellers kan knytte Mand og Kvinde sammen,
ejede Datiden en sambindende Kraft af ypperste Slags, den
religiøse, der var opglødet under en egen Form, ret skikket
til at smelte Ægtefæller til eet. Tidligere, i Katolicismens Dage,
havde saa meget af Hustruens bedste Sjæleeje kun fundet Vej
til Skriftestolen. Jo mere Skriftefaderen havde været, som han
burde, desmere var igennem ham Kirken bleven hendes
anden Ægtefælle, til hvem hun havde større Tillid, rigere
Fortrolighed i det varme Syn paa Liv, Hjem og Pligter end til den
virkelige derhjemme. Ligeoverfor denne var i bedste Fald en vis
træt, blufærdig Tavshed bleven den agtelsesfulde Omgangsform.
Men hele dette rige Væld laa nu opdæmmet og ledigt. Hvor skulde
det naturligere vende sig hen og bryde frem paany end netop i
Forholdet til Manden? Og det saa meget mere, som man efter
Bruddet med Katolicismen alle gik ligesom med en ubevidst
skyldig Fornemmelse, med bøjet Ryg som imod Regn og Blæst, hvor
man ligefrem trængte til at have en anden under Armen. Under
disse Forhold skød en ny Plante op paa Familjelivets solvarme
Grund, først kun med to Kimblade, Mands og Hustrus Tro, siden
som Husandagt samlende alle Hjemmets Sjæle, Børn og Tyende.
Da Kirkens gamle Træ var fældet, spirede frisk Skovbund op, de
talløse Hjem med de forskelligt farvede, spæde Klokkeblomster,
indtil ogsaa disse overskyggedes og langsomt visnede hen under
den nye Statskirke.
I Hjemmets Trosliv var Manden som Kvindens Hoved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:01 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/12/0258.html
