Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ægteskabeligt Samliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturligvis den ordførende, Præsten. Han lærte, udlagde,
oplyste. Men hvad betød det mod et friskt Salmenyn i rette Øjeblik,
mod et godt Ord, en befrugtende Anvisning i alle de mange
Tilfælde, hvor, naar Andagtstimen var endt, det gjaldt om at føre
Læren ud i Livet. Manden var Hovedet, men Hustruen
Hjertet, og i Religiøsitet har Hjertet mere at sige end Hovedet.
Paa en mærkelig Maade var Datidens ægteskabelige
Sammenføjning harmonisk afsluttet. Som Midtpunkt den sanselig
religiøse Forvisning om, at Kønsdriftens Tilfredsstillelse var
Opfyldelsen af Guds første Bud og Kilden til Lykke. Som Yderpunkter
de to naturlige Udslagsformer for kønslig Overtræthed: brutal
Raphaandethed og en egen religiøs Stemthed. Fra Midtpunktets
Hjertekammer dreves Stemningerne skiftevis ud i disse to, indtil
de af brugte atter søgte tilbage. Saaledes pulserede det
ægteskabelige Liv; som en Fjerham kunde det bære sit Par hen over
Sværmen.
Naar den lutherske Ægteskabslære virkede formaalstjenligt i
de første halvandet Hundrede Aar, medens den endnu var ny,
saa laa Grunden hertil for en Del i, at den paa væsentlige Punkter
udfyldtes og bares oppe af Renæssancens Paastand om Kønnenes
Ligeberettigelse. Mellem disse to modsatte
Betragtningsmaader sluttedes der nemlig i det 16de og 17de
Aarhundrede en stiltiende Overenskomst, der styrkede dem begge.
Luthers Lære, at Manden er Kvindens Hoved, fik ikke Lov til
efter Reformatorernes Ønske pedantisk at forvandles til: Kvinden
er kun skabt til at være Mandens Husholderske. Trods alle
Gejstlighedens Forsøg paa at hævde dette holdt Renæssancens første
befriende Ord sig: Mand og Kvinde er ligestillede: Luthers
Paastand om Hustruens Underdanighedspligt gjaldt da kun om
hendes Forhold i Ægteskabet til hendes Mand, ikke Kvindens i
Almindelighed til Manden. Som ugift og i Forhold til alle andre
Mænd end netop hendes Husbond var hun jævnbyrdig. Ifølge
Tidens Fortolkning udlagdes dette saaledes: I Hjemmet er Manden
Herre, Hustruen hans Næstkommanderende.
Næstkommanderende. Altsaa ikke blot den, hvem til daglig
enkelte Omraader: Børn, Køkken, Kælder o. s. v. var undergiven,
men den, der i Mandens Fravær som Herre skulde kunne styre
det hele. Hendes Opdragelse og Uddannelse burde svare hertil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
