Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Kopernikus. Giordano Bruno. Verdensægget brister. Den endelige Verden afløses af den uendelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
føg, medens Livet malede rundt, det var altsammen den lukkede
Verdensmølle, der gik og gik, medens Guds Vilje brusede over
Drivhjulet.
Men hvad enten man nu blot agted paa Hjulenes Gang og troligt
skøtted sin Gerning, eller man grubled over den
hemmelighedsfulde Puslen, der stundom lod sig høre, det
uhyggelige Spøgeri, naar Mørket faldt paa, og Sækkene aabnedes
af en usynlig Haand, mens det gnistred som med Katteøjne i
Mulmet – Dagene gik, Dag ud, Dag ind. Der blev i Længden trangt
i den Mølle.
Kopernikus’ Lære blev det første Udtryk for, at Møllen var et
Fængsel. Netop ved at tale om en anden Art Møllegang end den
tidligere antagne, drog den Tanken hen paa selve Møllegangen,
kom til at gøre opmærksom paa, at Livet, Verden kun var en
Møllegang. Var der da slet intet udenfor Møllen? Utaalmodigt
trippede Menneskeaanden som Fugleungen i Ægget. Der maatte
være noget udenfor Skallen. Der inde var trangt og indelukket,
ikke til at aande. Overladt til sig selv alene kunde Kopernikus’
Lære dog ikke bane sig Vej ud, den trippede kun rundt, rundt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
