Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Varsler. Lægemidler. "Testimonium"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jo brugtes baade til Spisestue, Dagligstue og Sovekammer,
samledes om den syge de hidkaldte Slægtninge og Venner, Præsten
og stundom, men dog sjældnere, tillige en Læge, der Dag og Nat
med stigende Iver, som Sygdommen tiltog, søgte at vende den
døendes Tanker i en og samme Retning, mod Livets Afslutning,
Afsked med Jammerdalen, mod Sjælens Frelse. Det var Slægtens,
Egnens, Menighedens Deltagelse, der udtryktes. Uden den kunde
ingen Sjæl fare hæderligt hen i Fred. I den katolske Tid havde
Kirken haft Myndighed nok til at holde denne Sammenstimlen
borte, eller dog til at drive dem alle ud, naar dens Udsending
kom for at høre den døendes sidste Vilje og give ham den sidste
Olje (Fig. 2). Romerkirken havde haft Magt nok til at lade en
syg dø i Fred i dens Skød. Nu vaagnede Oldtidens Begreber om
Frændskabs og Samlags Pligter. Den nye lutherske Lære bød paa
Prædiken og Salmesang ved Sygeleje. I Forening skabte de en ny
Skik, hvor Gæster fra alle Sider føg sammen i Hob, dannende en
Børs af Folk uden Nerver. Skikken opstod først hos Adelen i det
16de Aarhundrede. Den har delvis holdt sig endnu hos Nordens
Bondebefolkning ned imod vore Dage. Fra Telemarken f. Eks. hed
det endnu lidt før Aar 1800: "Naar en skal dø, maa en Mængde
Folk være nærværende at se Dødsfaldet«[1].
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
