Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuens Indre: Gulv, Bænke, Senge, Kleve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med blød Grund. I Sverige og Norge led man under Ulemperne af at
have det haarde, ujævne Fjeld til Gulv i Stuen. Her maatte det
staa som en Fristelse, nu da den daglige Madlavning og Ifyring
var fjærnet fra Stuen, at beklæde i det mindste en Del af denne,
den fra Ovnen fjærneste Del, med Trægulv. Det lunede, var blødt
og pynteligt og gav ligesom Hjemmet Bund. Faa det kunde man gaa
paa bare Sokker, paa det kunde man i en snæver Vending, naar
Huset var fuldt, sove saa godt som i nogen Bænk. Vel købtes
dette Gode paa Bekostning af nogen Varme og Lys. Thi Trægulv
maatte holdes paa Afstand fra Arne og Ovn, og end ikke Træpinde
til Belysning turde af Hensyn til Brandfare tændes paa saadant
Gulv. Men ligemeget. At faa Hjem under Fødderne var et Gode, der
vel var et Offer værd. Ikke faa rige Bønder i Sverige og Norge
fejrede da vistnok Køkkenets Udflytning fra Stuen ved at lægge
"Tilje", det vil sige: Plankegulv paa i det mindste den fornemste
Del af den.[1]
Omvendt i Danmark og overalt, hvor Grunden var blød. Her havde
man i Bønderstuerne lidt saa meget under Ulemperne af alt det
Ælte, som Mennesker og Dyr kunde fremkalde paa Stuens Gulv, at
man nu, da Skel blev sat mellem Køkken og Stue, nok kunde ønske
dette Skel draget ned til Gulvet med. Det virksomste Middel mod
bundløst Pløre var Stengulv. Et saadant maatte kunne lægges i
en Del af det nye Køkken, hvortil man saa kunde forvise de
værste Svin, Husets firbenede Befolkning. Under Navn af "Kætte"
lavedes der da en særlig brolagt eller "stenpikket" Plads i
Frammerset, beregnet paa Kalve, Faar, Geder, Grise, hvem man som
hidtil ikke om Vinteren vilde nægte Part i Hjemmets Varme.[2]
Men nu skulde de blive herude, hvor de fra Ildstedet fik den
Varme, de behøvede. De skulde staa bundne. De maatte hverken
forstyrre Husmoderen ved at slaa Kres om hende og tigge om Mad
i Utide, eller puffe til den, som de med Undren saa sidde enligt
paa Hug i Gruens Aske.
Det var en fortræffelig Ordning. Men den led af den Mangel, at der
hørte Haardhjertethed til at gennemføre den. Og det var Danske,
der skulde sætte den i Værk. Helt lod det sig naturligvis ikke
gøre at stænge Dyr ude fra Stuen. Hunden og Katten hørte jo til
derinde. Høns, Ænder og Gæs kunde man ikke godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
