Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuens Indre: Gulv, Bænke, Senge, Kleve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
viser os Trin i Soveskabets Udvikling hos Nordens Bondebefolkning).
Som ved alle Fremskridt fulgte Ulemperne imidlertid efter, lige
i Hælene. Det nye, lukkede Sengested var lunt, kun altfor lunt.
Det fristede andre end Husbond og Madmoder til Opholdssted. I
Norge og Sverige var det vistnok især Smaadyr, der holdt her
til Huse og nød at være forskaanede for Træk. Beskedent skjulte
de sig om Dagen, men smykkede i Mørket Alkovens Indre med et
rigt Omhæng af Væggetøj. I Danmark tillod Stuens større Lunhed
tillige Udviklingen af et højere Dyreliv. Foruden de smaa
skandinaviske Brødre, der hoppede og vraltede her som hist,
trivedes i det dybe, danske Sengehalm, der sjældent vendtes
eller fornyedes, Storkaars-Folk af faste Beboere. Et Par Minder
fra Tiden omkring Aar 1800 giver gode Bidrag til denne Sengenes
Naturhistorie.
"Oppe i Ommevraa havde de Snoge inde i Sengene". "I Hesselholt
var der saa mange Snoge, at de gik paa Stuegulvet, naar der var
lidt Stilhed, og i Bro Mølle gik de i Sengene mellem
Sengklæderne". "Paa Østkanten [af Jylland] var der saa mange
Snoge, at de havde Bolig i Sengene". »I Aandholm nær ved Øster
Lygum var der et Par Folk, som hver Dag var paa Arbejde i Mosen
og derfor lod deres Børn være ene hjemme ved et Fad Mælkebrød.
En Dag kom de før hjem end sædvanlig og saa deres Børn sidde
omkring Mælkebrødsskaalen med en stor Snog. Den drak begærlig af
Mælken, men et af Børnene slog den med Skeen over Hovedet og sagde:
Vil du værsgo ta med af Brokkerne! [Brødstumperne]. Snogen var tam
som en Hund og havde været Børnenes daglige Selskab".
"En gammel Mand, der boede her ude paa Marken ved Torrild, havde
en Hugormebo i hans Seng. Naar han sad og spiste i Sengen, kunde
de krybe op til ham og drikke af hans Kop, eller hvad han havde,
og de gjorde ham ingen Onde. Da a engang var derude at sy, saa a
dem saadan æde med ham. De var ved Fødderne af Sengen og kunde
godt mærke, naar han skulde have noget. Han var næsten blind og
vidste godt af, at de kom. A sagde det til ham, men han svarte:
Lad dem kuns være, de gør mig ikke noget".[1]
"Er Halmen gammel og muggen, hvad den tit er – hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
