Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byer ved Nat: Belysning, Vægtere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slagsmaal, hvor det gik paa Livet løs, fange omdrivende Matroser
uden Landlov[1]
– de var altid saa rede til at bruge
Kniven – eller adskille større Selskaber, som holdt en blodig
Kamp paa Gaden. Vægterne var fredelige Skatteborgere; der var
ingen Grund for dem til at ofre Liv og Førlighed, fordi en anden
maaske havde drukket for meget; og der skulde da ogsaa nogle til
for at samle de saarede op og vidne Dagen efter. Derfor ses de
ogsaa i Reglen at have forholdt sig nevtrale og at have svaret
som i Ribe, da de opfordredes til Hjælp under et saadant Slagsmaal,
at "de vidste intet af deres Klammen at sige".[2] De
synes kun at have deltaget i Kampen, naar de selv blev ligefrem
angrebne.[3]
En hel anden Sag var det, naar man kunde
faa afskaaret en enkelt Urostifter og føre ham i Mag til
"Finkeburet" – som man i Ribe kaldte Raadstuefængslet – eller til
Bøddelens Hus, om det var en simpel Forbryder.[4]
Men hvor megen Forsigtighed end Vægterne anvendte, var det ikke
muligt helt at undgaa Saar og Drab. Med Rette maatte deres Familje
svæve i Frygt for, om og hvorledes de kom hjem igen. Vel var ikke
alle saa ustyrlige som den unge Mand, der en Vinternat i Ribe,
efter at Vagten havde fanget ham og frataget ham hans Spyd og
Kaarde, hvormed han havde gjort Optøjer paa Gaden, kom for Skade
at dræbe to af Vægterne med et Par Smaaknive, som man havde ladet
ham beholde.[5]
Men uden blodige Skrammer gik det
sjældent af, og det var kun en ringe Trøst, at Voldsmanden bag
efter skulde bøde med Livet.[6]
Det var halsløs Gerning at slaa en Vægter om Natten; men
Vægteren skulde ligeledes miste sin Hals, om han uden Føje
overfaldt andre.[7]
Denne Bestemmelse var fuldt saa
nødvendig som hin. Thi meget hyppigt var Lovens Haandhævere
af den. Slags, at man havde alt at vente af dem. Oplysende i
saa Henseende er nogle Nattevagtsscener fra Helsingør, der
efter den Maade, hvorpaa man fandt sig i dem, viser, at de
langtfra var ualmindelige. Da en Borger ved Navn Anders
Pedersen, der var tilsagt til at være Vægter, en Vinteraften
1584 mødte til Vagten, var han beruset og brugte Mund. Han
talte med sig selv og sagde: "Hvo har tilsagt mig til Vagten?
Det har Poul Bysvend gjort; havde jeg ham her, skulde han
aldrig mere komme i Borgemesterens Gaard ". Vagtmesteren tog
da til Orde og sagde, at Bysvenden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
