Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / II Bog. Bønder- og Købstadboliger / 308 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nipssager, Ure

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

var forstummede, maatte Hvermand se at hjælpe sig selv ved
Afgørelsen af, hvad "Klokken" var. Saavel Folk som Regering søgte
at afhjælpe Manglen.


Fig. 263. Sejrværk med Paaskrift: "Anno 1584 gav Konning Frederik
dem Anden til Danmark og Norge etc. sin Søn Kristian dette
Segerværk."
(Rosenborg.)

I Hjemmet blev Trangen til Tidsmaal som oftest af hjulpet ved et
Timeglas. Det ansaas for et kosteligt Stykke og anvistes ogsaa
paa Grund af sin Skrøbelighed en dækket Hædersplads. Det var dog
langtfra alle, der havde Raad til at anskaffe sig et saadant.
Skøndt de indførtes fra Tyskland hvor de vistnok lavedes saa
billigt, som man kunde, var de dog temmelig kostbare. I Stockholm
Aar 1546 kostede de saaledes over 2 Kroner Stykket.[1] Til
Gengæld skænkede de da ogsaa den ejendommelige Nydelse, lige
tiltalende for gamle og unge, at kunne tydeligt se, hvorledes
Tiden randt. Endnu ned i det 19de Aarhundrede hedder det fra
Nørrejylland: "Min Oldemoder i Torstrup havde et Timeglas, og det
skulde a altid op at laane, hver Gang min Moder skulde bage, for at
hun kunde se, hvorlænge Brødet skulde være i Ovnen". "Vi havde
kun et Timeglas at rette os efter hjemme i Ølgod. Man havde en
Skure i Vinduet for at se, naar det var Middag. Hos os var Stregen
ikke helt nøjagtig, Skyggen af Vinduessprossen skulde være over
Stregen, naar Klokken var tolv".[2]

Langt kostbarere end Timeglassene var Sejrværkerne eller "Saijerne",
som de kaldtes i Sverige.[3] Benævnelsen skrev sig enten
fra det tyske "Zeiger", en Viser, eller fra et Udsagnsord "saje",
der betød at "synke langsomt", hvilket jo passede baade paa Sandet i
Glasset og paa Lodderne under Urværkerne. Benævnelsen Sejrværk
fortrængtes senere baade i Tyskland og i Norden af Navnet "Ur", en
fordrejet Udtalelse af det latinske "hora", en Time. De fineste
Sejrværker var i det ydre temmelig forskellige fra en senere Tids
Stue-Ure. I Reglen laa de ned,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>