Print (PDF) - On this page / på denna sida - 3. Forsyning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa have været farligt for Jagtens Fredning. Man maatte da
altsaa være adelig eller ansat i Kongens Tjeneste for at kunne nyde
Vildt. Mangen ærlig Borgermand gik vistnok i sin Grav uden
nogensinde at have smagt en Dyrekølle.
Fig. 24. Jagt i Dyrehave.
(Efter Olaus Magnus 1555.)
Ved Hove derimod var Vildt en hyppig Spise. Det nødes ikke
blot ferskt og i den egentlige Jagttid, men saltet hele Aaret rundt
[1].
Til alle større kongelige Jagter udkommanderedes derfor særlige
Slagtere og Saltere[2]. Man faar
et Indtryk af den utrolige Vildtrigdom, naar man hører, at der f. Eks.
til en kongelig Jagt i Skanderborgegnen Aar 1587 bestiltes ikke mindre
24 Læster Salt til Nedsaltning af det forventede Bytte[3]. Datidens Udtryk
svarede til disse Forhold. Der taltes ikke blot om fældet Vildt i Stykketal,
men om at "lade slaa en Læst Vildbrad", "skyde en Tønde
Raavildt" o. s. v.[4]. Undertiden synes Udbyttet at have langt
overskredet, hvad man var i Stand til selv at fortære et Aar igennem.
Det maa saaledes vistnok anses som Tegn paa Overforsyning,
naar Frederik den Anden under Frederiksborgs Opførelse lod
Arbejdsfolkene underholde med saltet Vildbrad[5].
Noget anderledes stillede Forholdet sig for Adelens Vedkommende.
Ganske vist var den i Besiddelse af Jagtret, og de rigere
Adelsmænd havde baade Dyrehaver (Fig. 24) og store Vildtbaner
at jage paa. Men dog kunde det stundom falde svært nok at faa
Vildt. Ingen Lensmand maatte paa egen Haand jage i sit Len.
Og hvad hjalp det ham saa, at han maaske ejede en Gaard i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
