Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Tillavning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
her være Tale om noget virkeligt nyt, maatte der ligefrem
indføres nye Dyre- eller Fuglearter. Det lykkedes ogsaa ad denne
Vej at faa nogen Afveksling i Stand, dog kun for de allerrigestes
Vedkommende, thi for Folk i Almindelighed var de nye Retter
for dyre.
I Slutningen af Middelalderen havde de to Fugle, Hejrer og
Paafugle (Fig. 67) gældt forde mest udsøgte Lækkerheder. For
Paafuglenes Vedkommende var Grunden vistnok den, at man i
Kraft af Fjerenes Skønhed havde tillagt ogsaa Kødet en særegen
Velsmag (Fig. 68). Fuglenes Sjældenhed og tilsvarende Kostbarhed
hjalp med til at bevare Indbildningen. Hvad Hejrerne angik, saa
var de vel ikke saa sjældne, men den stolte Maade at fange dem
paa ved Hjælp af Falke bidrog til at grundfæste Troen paa, at
deres Kød var noget overordentligt; og naar de fodredes paa
bestemt Vis, kunde det ogsaa faa en vis Velsmag. Endnu i det 16de
Aarhundrede var det Skik i Frankrig, at baade Kongen og
Adelsmænd holdt Hejre-Opdræt, hvor Fuglene i halvvild Tilstand
fodredes efter Kunstens Regler, for derpaa at fanges med Falk og
siden tillaves til Bordet. Frants den Første lod saaledes oprette
to Saadanne Hejre-Opdræt i Fontainebleau[1].
I Frankrig som i Norden trængte imidlertid Paafugle- og
Hejrekød til Afløsning. Enhver, der havde faaet en Hejre paa Skud
enten i Reden i de høje Trætoppe, eller naar den spankede om
ved Søbredden, maatte dog, naar han var ærlig, tilstaa, at den
ikke smagte stort bedre end en Krage eller Stork, som ellers
ingen gad spise. Det var derfor særdeles velkomment, da den
sydlige Mode gav Lov til at kaste Vrag paa hine to, og i Stedet
for prise de tvende Stedfortrædere: Fasanen og Kalkunen.
Begge synes nogenlunde samtidigt at have faaet Rang i Danmark
som fineste Festretter. I sydligere Lande kom Fasanen ikke lidt
forud og afløste Paafuglen. Hvor hurtigt man i Danmark fulgte
med for Kalkunens Vedkommende, kan ses af, at medens man
i Frankrig endnu Aar 1566 ikke var videre, end at Borgerne i
Amiens kunde forære Carl d. 9de nogle Kalkuner som en
Sjældenhed[2],
og den første Kalkun siges at være fortæret ved det
franske Hof Aaret efter i Mézières, da Carl d. 9de og Elisabeth af
Østerrig holdt Bryllup[3], kunde allerede Aar 1575 den brave Hans
Mikkelsen skrive fra Herlufsholm[4]: "Kære Kristoffer! som I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
