Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Fastelavn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det sig bevise, at han bukkede under for Fristelsen. I et
fornylig fundet Regnskab, som hans Tjener har ført over hans
rede Penge, forraader denne sin Herre i følgende Ord:
"Antvordet Junkeren i Helsingør Februar 1578, dér han løb
Fastelavn, syv Daler"[1]. Det var først i det følgende Aarhundrede, at
Christian den Fjerde fik sat en nogenlunde kraftig Stopper for
det hele Uvæsen.
Det sekstende Aarhundrede viser os da altsaa Fastelavnsfesten
endnu saa temmelig i sit gamle Flor, saaledes som den især ved
Middelalderens Slutning Aar efter Aar havde udviklet sig
bestandig friere.
Denne gamle, ægte Fastelavn afveg betydeligt fra Nutidens, ikke
blot hvad Indhold, men ogsaa hvad Omfang angik. Senere
Lovbestemmelser har stadig søgt at indskrænke den ved at henlægge
al Lystighed til Mandagen alene, saa at efterhaanden Fastelavns
Mandag for Folkebevidstheden er kommen til at staa som den
egentlige Fastelavn. Ikke saaledes i det 16 Aarhundrede, da
Festen varede hele Ugen igennem. Grunden til denne
Langvarighed, der var i bestemt Strid med den kirkelige
Festkalender, maa uden Tvivl søges i Kirkens Eftergivenhed mod
Fattigfolk, der ogsaa skulde have Lov til at fornøje sig, men lettest
kunde komme til, naar andre var færdige. Saaledes havde der i
Middelalderens Slutning lidt efter lidt uddannet sig en tredobbelt
Beregning for Fastetidens Begyndelse. Gejstlige skulde begynde
Fasten allerede Fastelavns Mandag. For Lægmænd indtraadte
Fastetiden først med Askeonsdag. Men Tjenere og fattige, der i
Reglen fik Lov at gøre sig glade med det, som Herrerne havde
levnet – hvad der faldt dobbelt naturligt ved denne Lejlighed,
hvor ellers alle Rester af Kødspiser i den lange Fastetid vilde
fordærves og gaa til Spilde – for dem indrømmedes der
Henstand med Fastetiden til Ugens Slutning[2].
Allerede Ærkebiskop Olaus Magnus regner Fastelavnens Varighed
til seks Dage[3]. Efter Reformationens Indførelse
kom hertil endnu den almindelige Lyst til at udstrække alle større Fester
over en hel Uge. Da Fasteforpligtelsen jo nu var ophævet, blev
det derfor Skik, at alle fejrede Fastelavn en Uge
igennem. Det var saaledes, for at anføre et Par Eksempler, ikke blot
Skrædderdrengene i Bergen, der Aar 1571 "fra Mandagen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
