- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VIII Bog. Fødsel og Daab /
85

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Daab og Barselgilde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

modtage Barnet. Ved Overrækkelsen fandt i enkelte Egne et
bestemt Ordskifte Sted mellem Fader og Gudmoder, men fælles
hele Norden over var det, at hun hviskende spurgte om Barnets
Navn og lige saa hviskende erholdt Svaret. "Der spørges og
svares saa tyst", siger en svensk Præst i det 19de Aarhundrede,
"at i det mindste jeg, naar jeg har hjemmedøbt Børn, endnu aldrig
har kunnet høre, hvad der siges, hvor nøje jeg end har hørt
efter"[1].
Den til Grund liggende Overtro var den ældgamle, vidt
udbredte, som endnu har holdt sig baade i Skandinavien og
Tyskland, at et udøbt Barn ikke maa nævnes ved Navn, da sligt vil
kunne volde dets Død[2].

Naar Gudmoderen havde modtaget Barnet, var det i enkelte
Egne Skik, at hun knælede med det i Favn, velsignede det sagte
og læste Fadervor over det, De forsamlede føjede deres
Velsignelse til, idet de istemte en Salme[3]. Først saaledes indviet vovede
man at udsætte den lille "Hedenmand" for Turens Farer.
Almindelig Tro var det, at Satan eller andre onde Aander opholdt sig
udenfor, lurende paa det Øjeblik, da Døren vilde blive aabnet.
For at rydde Vejen brugte man da undertiden at begynde med
at aabne Døren paa Klem og hurtigt kaste nogle Gløder ud ad
den eller slaa et Slag med en Økse for ved Staal at kyse dem til
Side.

Idet Barnet nu skulde tiltræde sin første Vandring, var det af
afgørende Betydning for hele Livet, om den første, det
mødte
, varslede Lykke eller Ulykke. Man sørgede da gerne
for, at naar Gudmoderen med den lille paa Armen traadte ud i
Forstuen, kom en ung Kvinde, der undte Barnet vel, dem som
af et Tilfælde i Møde. I Sydsverige staar endnu stundom
Moderen op og gaar selv sit Barn i Møde, for ret at berede det
Lykke[4].

Toget til Kirken tog sig naturligvis forskelligt ud, alt
eftersom det var i By eller paa Land. I Byerne gik man saa godt som
altid til Kirke (Fig. 39). Det hørte til de sjældne Undtagelser,
naar f. Eks, ved Christian den Fjerdes Daab Gudmoderen og den
lille kørte. Og selv ved denne Lejlighed var det endda kun disse
to, der kørte til Kirke, Fyrsterne og Rigsraaderne red, hele Resten
af Følget synes at have gaaet til Fods[5].

Datidens Gader var som bekendt meget snavsede og


[1] Sidstnævnte Skrift S. 210.
[2] J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn III 85.
-- E. Tang Kristensen: Jyske Folkeminder IV 349. -- Jens Kamp: Danske
Folkeminder (Odense 1877) S. 362. -- A. Wuttke: Der deutsche
Volksaberglaube der Gegenwart. 2te Bearbeitung. (Berlin 1869).
§ 590.
[3]
J. J. Öller: Beskr. öfwer Jemshögs Sochn i Blekinge (Wexiø 1800).
S. 210.
[4] Hyltén-Cavallius: Wärend och Wirdarne I
(Sthlm. 1864 S. 381.
[5] Troels-Lund:
Historiske Skitser. S. 184-93.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 11:50:11 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/8/0085.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free