Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Striden om Djævlebesværgelsen ved Daaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Regeringen begyndte den Række af Angreb paa Tyge Brahe,
hvis Følge blev, at denne maatte forlade Danmark. I Foraaret
1597 drog han fra Hveen, og straks efter afsendtes en kongelig
Kommission til Øen for at undersøge Bøndernes Klagepunkter
mod ham. Det mest brugbare af disse synes at have været hans
Forhold til Præsten paa Hveen, i hvert Fald blev denne straks
efter stævnet til at møde for Retten[1].
Tyge Brahe paastod senere, at den Rettergang, der nu begyndte,
fuldt saa meget gik ud paa at ramme ham som Præsten. Allerede
Anklagen kunde tyde herpaa. Den bestod nemlig for det første i,
at Præsten havde forbrudt sig ved ikke "at straffe og paaminde
Tyge Brahe, der i 18 Aar ikke har været til Alters og med en
Bislopperske ligget i ondt Levnet". Denne "Bislopperske" var
sikkert Tyge Brahes uadelige Hustru. Hvad enten nu
Beskyldningen var fuldstændig løs og kun møntet paa at haane Tyge Brahe
for hans ustandsmæssige Giftermaal, eller den maaske virkelig
var berettiget, men Tyge Brahe i sidste Øjeblik har berøvet den
sin Brodd ved paa dette Tidspunkt at ægte sin tidligere Frille
[2] –
saa meget synes at fremgaa af de kortfattede Beretninger, at man
foretrak at føre det afgørende Angreb fra en anden Kant.
Præsten anklagedes nemlig tillige for efter Tyge Brahes
Ønske at have udeladt Djævlebesværgelsen ved
Daaben. Her var et Punkt, hvor han lovlig kunde rammes. Og
han dømtes da ogsaa til af denne Grund[3] at have sit Embede
forbrudt, eller som det i en anden Beretning hedder: "han blev
forvist med Kongens Ugunst"[4].
Denne Dom, der selvfølgelig var værst for den, hvem den
ramte, kunde heller ikke være videre behagelig for Venusin. Det
er meget sandsynligt, at han for saa vidt var Part i Sagen, som
han vistnok oftere for Tyge Brahe havde udtalt sin Misfornøjelse
med den hele Skik. Enhver maatte derhos ved denne Lejlighed
komme til at tænke paa ham, der for ikke længe siden havde
begaaet samme Brøde. Og endelig gav Sjællands Bisp, Peder
Vinstrup, det hele Spørgsmaal en kedsommelig Offentlighed ved
paa Roskilde Landemode at omtale det, og – rimeligvis for at
forsvare den haarde Dom, han havde været med at fælde – at
slaa paa, at der var andre Præster, der nok havde noget lignende
for, men hvis de ikke lystrede, skulde de ligeledes faa deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
