Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navnedagen havde sin Del med af Skylden heri. Aarhundreder
igennem havde man nemlig følt en naturlig Sky for at vove sig
synderlig udenfor Almanakens Helgennavne, og mange
gammelnordiske var saaledes efterhaanden gaaet i Glemme. Omvendt
holdt man sig blandt Helgennavnene til visse bestemte, der nu
engang havde faaet Hævd, medens en Mængde med altfor
sydlandsk Klang laa golde hen. Navne som: Anastasius, Bibiana,
Caprasius, Cyrillus, Damasus, Ephrodisius, Onuphrius, osv.,
kunde fra nordisk Synspunkt set ligesaa gerne helt have manglet
i Aarets Navnerække.
Men herved opstod der en stærk Trængsel paa enkelte Punkter.
Ganske vist havde man inddraget mangt et Navn, der flygtig set
tog sig fremmed nok ud, – Athala var bleven til Edele, Angelica
til Engelke, Hildegardis til Øllegaard, Mechtildis til Mette osv.
– men Riften om visse Navne var dog ligefuldt saa stor, at man
formelig søndersled dem fra begge Sider. Johannes blev saaledes
dels til Johan, Jon og Jens, dels til Hans; Nicolaus blev dels til
Nicolai og Niels, dels til Klaus osv. At Navne som Peder, Hans
og Jørgen maatte blive almindelige, var forstaaeligt nok, naar
Hensyn toges til den kraftige Forbøn, som den opkaldte herved
kunde gøre Regning paa hos sin Helgen. Navnet Jon var i det
14de Aarhundrede "usædvanlig meget brugt i Norge"[1]. I
Danmark vandt Navnet Hans vistnok yderligere Udbredelse ved
den Overtro, der var herskende baade her og i Tyskland, at
Lynet ikke slog ned i Huse, hvor en Person af dette Navn
opholdt sig[2]. Blandt Kvindenavne var næppe noget saa udbredt
som Maren (Marie), der jo var Gudmoders eget.
Denne Mangel paa Afveksling i Navne maatte medføre mange
Ulemper. Føleligst maatte disse være for den Stand, der
færdedes mest omkring, Adelen. Allerede tidlig begyndte der da
indenfor denne Stand at gøre sig en Trang til tydeligere
Betegnelser gældende. Det første Udtryk for denne Trang og dens
Afhjælpning var Skjoldemærkerne. Med en Ulv, en
Murtinde eller en Stjerne afbildet paa Skjoldet, paa Hjælmen, paa
Brystet og paa Hestedækkenet var en Jens Pedersen kendelig
fra alle andre af samme Navn. Og der behøvedes ingen
Skriftkundskab for at kunne læse den Navneplade, han bar paa sig. I
Begyndelsen havde disse Skjoldemærker været blot personlige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
