Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Ægteskab mod Slægts og Venners Vilje. Bortførelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne løb det rundt i Hovedet, at der tilkom dem Arv, og
at hans Formands Afkaldsbrev umuligt kunde gøre en Datter
arveløs. Han anlagde da Sag. Men nu fik han Sandheden at høre.
I Ribe gjaldt Riberet. Og denne var paa dette Punkt endnu
strengere end Jydske Lov. Hans Hustru havde ved at gifte sig
imod sin Faders Vilje ikke blot, som Jydske Lov sagde, forspildt
Brugsretten til sit Arvegods, saa længe hun levede, men
fuldstændigt forbrudt det, saa at det var ganske ligegyldigt, om Jacob
Dumme havde givet Afkald eller ej. Peder Nielsen blev
imidlertid ved sit og vilde drive Sagen til det yderste. Han lod sig da
ikke nøje med denne Borgmestres og Raads Dom, men
indankede den for Herredagen i Nyborg 1550. Udfaldet her blev
dog ikke gunstigere. Christian den Tredje og Rigsraaderne dømte
ligervis[1].
Et Eksempel fra adelige Krese afgiver Herluf Daa’s Optræden
mod Søsteren Margrethe Daa. Han var hendes lovlige Værge,
men Forholdet mellem dem var ikke det bedste, og de laa
gentagne Gange i indbyrdes Retstrætte. Da hun ønskede at gifte sig
med Adelsmanden Wulf Strale, satte Broderen sig derimod
under Paaskud af, at Partiet ikke var godt nok, men vistnok
især fordi hans egne Udsigter til at arve hende derved vilde
formindskes.
Tilsidst brød Wulf Strale overtværs, og efter at have anholdt
om hendes Haand hos dem af Slægten, der var hende gunstig
stemt, holdt han "offentlig sit Bryllup i Ystad i Godtfolks
Nærværelse". Dette var lovstridigt, og Herluf Daa stævnede ham for
Herredagen i København 1608. Her dømtes Margrethe Daa som
den, der havde "giftet sig selv uden hendes Værges og næste
Frænders Raad og Vilje", til for Livstid at have sit Arvegods
forbrudt, hvilket skulde være i Broderen, Herluf Daas Vold,
"medmindre han vil det efterlade". For enhver, der kendte blot lidt til
Herluf Daa, maatte det staa klart, at denne Henstilling til håns
Højmodighed var unyttig, og Søsterens Gods nu vel anbragt, for
saa vidt han aldrig i levende Live vilde "efterlade det", og endnu
mindre ved sin Død[2].
En egen, meget mislig Maade at fremtvinge Samtykke paa, var
straks at leve som Ægtefolk, uden at afvente Forældres eller
Værgers Svar, i Haab om at disse da nok, for at undgaa videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
