Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Verdslig Bortfæstning. Fæstensgaver. Kirkelig Boitfæstning. Trolovelsesring. Fæstensøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men jeg vil sige og gætte dette:
Mange skulle gerne tage Hug saa mange,
Kunde det dennem som Sara gange.
De ville saa gerne have Mand
[1] o. s. v.
Dette svarer ganske til den almindelige Afdunkning hos
Rabelais. Begge Steder ser vi Skikken, saaledes som den i livligt
Selskab saa grumme let kunde give sig frit Løb og udarte. Men der
kan næppe være nogen Tvivl om, at den egentlige Kærne deri
var den blotte Dunken af Fæsteparret alene, hvorom der ogsaa
hyppigst kun er Tale.
Spørger vi om Grunden til denne besynderlige Skik, saa har
sikkert Ærkebiskop Olaus Magnus Ret, naar han sammenstiller
den med tilsvarende ved andre Højtideligheder, især ved
Ungdommens Konfirmation og ved Ridderslagning. Her brugte
nemlig de tilstedeværende at give Konfirmanden eller den nyslagne
Ridder et Slag i Ansigtet, for at han "skulde huske det". En
lignende Maade at give den højtidelige Handling "Eftertryk" paa,
som Olaus Magnus kalder det, anvendtes ifølge andre ogsaa,
naar en blev gjort til Væbner, blev "væragtig", som det senere
gerne hed. Det Slag paa Munden, som ved denne Lejlighed gaves
vedkommende, benævnedes i Norge "et Pustfæst"[2].
Naar det nu erindres, at paa ældre Dansk betød at klappe: at
slaa, er det meget troligt, at Peder Syv har Ret, naar han udleder
Talemaaden "det er klappet og klart" af disse Slag ved
højtidelige Lejligheder. Paa hans Tid var heraf kun "Fæstedunkene"
tilbage. "Paa Landet endnu klappe og slaa de dem i Ryggen, som
troloves", siger han. Talemaaden brugtes iøvrigt dengang gerne i
en mere udvidet Form, idet man sagde: "Det er kallunset,
klappet og klart". Peder Syv forklarer "kallunset" som: af Kallun,
*c: rent og godt[3].
Selve Skikken var altsaa paa Peder Syvs Tid ophørt blandt de
højerestillede i Byerne, men endnu i Brug hos Landbefolkningen.
Det samme bekræftes af en anden Forfatter, der ligeledes har
skrevet Aar 1688 og bruger disse Udtryk: "Ellers er det
mærkeligt, at de i disse nordlige Lande har haft Skik at banke Brud og
Brudgom i Ryggen, efter at de var sammenviede, hvilken Skik
Sjællands-Bønderne ikke aldeles have forgjæt, som jeg selv har
set i deres Trolovelser"[4].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
