Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Ja, men vi behøver det jo egentlig ikke.«
sBehøver vi det ikke?« og de udenlandske Øine gnistrede.
>Tror du, jeg vil ligge her og dovne mig, Rasmus, — saa du
ikke skal kunne — — nei, Far.«
Hun var som de smaa Nordfjordheste, der traver og
traver.
Saa fandt han paa, om ikke hun for Moros Skyld
kunde lære ham op.
Og Moro var det den første Natten; han var saa snurrig,
naar han tog Barnet op af Vuggen med Fingerspidserne, som
om han var bange for at brænde sig; og naar han hældte
parf Flasken med et Alvor, som det var Gift, eller stod og
skyllede »Mundstykkerne,« maatte hans Kone bore sig ned
i Hovedpuden af Latter.
Men han var lærenem, og første Gang Wenche saa
Barnet sove fast i hans Arm, faldt hun selv i en tryg Søvn.
Siden fik han det listelig lempet saa, at de havde hver
sin Vaagenat.
Han kunde bare en eneste Sang med passende Melodi;
det var en, hans Mor undertiden havde sunget i denne samme
Bagstue, og som havde faaet ham til at græde, * som han var
pisket. Den var ogsaa skrækkelig bedrøvelig:
»Liden Gustav vaagned en Midnatsstund,
Hans Moder sig klaged saa saare.
*Ak Moder, hvad Kummer forstyrrer din Blund?»
Saa spurgte hans Mund og hans Taare.
»Din Fader er død, vi er syg og forladt
Vi hungre og Brødet vi savne–«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
