Print (PDF) - On this page / på denna sida - Den oldnordiske Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar vi tale om den oldnordiske Literatur som et af de betydningsfuldeste Udgangspunkter for vort Fædrelands Aandsliv, saaledes som det har givet sig Udtryk i Sprogets Form, et Udgangspunkt, som vel aldrig ganske er bleven tabt af Syne, ad hvilke underlige Veje vor Literatur end har bevæget sig, men som dog først i dette Aarhundrede kom fuldt og klart frem og blev væsentlig bestemmende for den Bane, den maatte gjennemløbe for at naa frem til national Selvstændighed, tænke vi selvfølgelig ikke paa den rige Produktion, der foregik i Norge og paa Island i de første Aarhundreder efter Kristendommens Indførelse, hvilende paa særlig norske og islandske Forhold, men paa den, der ligger forud for denne og maa betegnes som de nordiske Folks Fælleseje, hvilken det blev Islændingernes Lod at bevare de forholdsvis faa Rester af, vi have tilbage. Den Fortsættelse, som denne over hele Norden udbredte Produktion, der efter hele sin Karakter i Ordets egentlige Betydning maa siges at være en Folkepoesi, fandt navnlig paa Island i den Sagaskrivning og Skjaldedigtning, der i vor Middelalders første Halvdel trivedes saa frisk og frodig der, har det danske Folk ingen Lod og Del i; den har kun direkte Betydning for os, for saa vidt som den Aand, hvoraf denne Produktion udsprang, maa siges at være den fælles nordiske Folkeaand, som der fik Lejlighed til at røre sig frit efter sin Ejendommelighed, medens den hos os lagdes i Lænker og faldt i Dvale. Naar vi gjøre Krav paa Medejendomsretten til de Skatte, Islændingerne have bevaret til vore Dage, da gjælder dette Krav udelukkende de Aandsfostre, hvis Oprindelse ligger langt forud for den Tid, da de fæstnedes paa Pergamentet, og i Forhold til hvilke Islændingerne kun kunne siges at have været de lykkelige Bevarere, af hvad der ellers i endnu langt højere Grad, end Tilfældet blev, vilde være gaaet tabt. I det enkelte at paapege, hvad der af den levnede "fællesnordiske" Arv maa antages at have været dansk Særeje, lader sig næppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
